Den danske fintech-virksomhed November First – der, som navnet fortæller, gik i luften 1. november – har udviklet en ny betalingstjeneste, der skal gøre det billigere og nemmere for små og mellemstore virksomheder at foretage internationale betalinger.

Området for finansiel teknologi – kaldet fintech – er et af de hurtigst voksende teknologiske områder, og November First har da også store ambitioner, både på det danske og europæiske marked.

Til at indfri ambitionerne har virksomheden valgt at samarbejde med Holm Kommunikation.

– Det giver ikke mening, at små og mellemstore virksomheder betaler så mange penge til bankerne, hver gang de overfører penge til udlandet eller betaler internationale fakturaer. Derfor skal vi nu vise, hvordan vores løsning kan gøre en forskel for dem, som kan ses direkte på bundlinjen. Vi rigtigt glade for, at Holm Kommunikation skal hjælpe os med vores kommunikation, siger Mikael Nilsson, der er CEO i November First.

Et komplekst marked

Om årsagen til valget, tilføjer Mikael Nilsson:

– Holm Kommunikation har fra begyndelsen vist en god forståelse for vores virksomhed og for det til tider komplekse finansielle og teknologiske marked, vi arbejder i. Derudover har de et engageret team, der tænker strategisk og er gode til at eksekvere.

Og hos Holm Kommunikation er man naturligt nok også glade for det nye samarbejde, siger partner Mathias Holm Pedersen:

– November First er fremtidens betalingsløsning og kan få afgørende betydning for danske virksomheder. De befinder sig i et marked og en digital tidsalder, hvor disruption ikke længere er noget nyt og spændende, men et grundvilkår. Vi er glade for at hjælpe dem med at nå deres mål.

Holm Kommunikation arbejder i forvejen med en del start-up-virksomheder, der har sat et aftryk på de markeder, de opererer i, herunder Trustpilot og bilportalen AutoOffer.

November First fik i foråret licens fra Finanstilsynet som betalingsinstitut, hvilket giver virksomheden mulighed for at drive konceptet ikke blot i Danmark, men også i hele EØS-området. 

Læs mere om virksomheden her.