Nordkorea må have fået en international presserådgiver. Den elskede leder Kim Jong-Il, søn af den endnu mere elskede og respekterede Kim Il-Sung, er i gang med at linde på jerntæppet. Men lad det ikke ske alt for hurtigt. Først skal bizarturismens potentiale udnyttes. Oplevelsessøgende vil føle sig tiltrukket af verdens sidste stalinistiske arvemonarki, dets monumentale magtarkitektur og pittoreske ensretning. Med digteren må man udbryde: Skynd dig, kom – om føje år heden som en kornmark står.
Sandsynligvis har et konsulentfirma i London eller New York gaflet Folkerepublikken Korea som kunde. På de diskrete messingdørskilte står måske Messerfield, Cooper and Longson Associates, Megainterim Consult eller HPFB Ltd. Goodwill-artiklerne i den vestlige presse om den gryende markedsøkonomi kommer jo ikke af sig selv.
Det nordkoreanske folk, der patriotisk har tilsidesat personlige behov for at sikre tre slags kaviar til den elskede fyrstes mo rgenmad plus finansiering af et atomforskningsprogram, der hører hjemme i den tungere ende af den internationale pengeafpresningsindustri, har altid kunnet glæde sig over de folkeopdragende bannere, der smykkede magtens monumenter. Denne form for oplysning har understreget, at verdens eneste virkelig frie land var omringet af imperialistiske fjender, og at belejringstilstanden nødvendigvis måtte medføre visse afsavn. Man kan vænne sig til at spise birkebark.
Nu behøver de sejrrige kadrer ikke nøjes med tre meter høje skrifttegn, der priser den elskede leder og tilsværger ham ubrydelig loyalitet i kampen for marxismen-leninismen og onkel Stalins kærlighed til børn. De har fået lov at se på billboards med en personbil, der bærer navnet ”Fløjten”. Det er ikke længere en tankeforbrydelse at danne sig en forestilling om den ubeskrivelige lykke ved at sidde bag et rat og kunne køre ud ad de landeveje, der hidtil har været forbeholdt militærkolonner og æselkærrer.
Der rapporteres sågar om markedspladser, der forhand ler vestlige produkter, som tidligere ville have været rigeligt til en anklage for undergravende aktivitet med efterfølgende langtidsopbevaring i en lejr. Ganske vist må udlændinge endnu ikke færdes på torvene, men ifølge øjenvidner eksisterer der altså pletter af kapitalistisk synd og svigefuldhed med alle de kendte dekadente mærkevarer. Gennem et halvt århundrede har de nordkoreanske radiolyttere haft den fordel, at radioapparaterne var monteret med fast frekvensindstilling. Måske skal de begynde at glæde sig til Sky Radio, der også her til lands er renset for systemkritik og derfor er ganske ufarlig; det er kun Brian Mikkelsen, som praler af at have ”brudt monopolet”.
Markedskræfternes snigende sejrsgang i planøkonomiens mausoleum vil gøre det lettere for den usigeligt elskede Kim Jong-Il at indforskrive gode bourgognevine, Alaskahummere og japansk Kobe-oksekød til 800 kr. kiloet. Det vil ikke længere være nødvendigt at indsmugle delikatesser, forklædt som fortrolig diplomatpost, til fyrstens privatforbrug . Der er skrevet en hel bog om hans jernbanerejse til Moskva for et par år siden. Statsejeren lider af flyskræk og foretrækker derfor specialudstyrede jernbanewagoner, når han tager på tiggertogt til Moskva og Beijing. Hans mundskænke sørger for, at der under ophold på stationerne står fustager med Bretagne-østers og frisk brød parat. Beretningerne om sultelandets vellystne diktator må nedtones af The International Truth Corp., Schneedich, Schnyder & Schneider Inc. eller Blue Horizon Development – eller hvad de diskrete rådgivere måtte hedde.
For de allersidste dages hellige – der findes vistnok stadig en overvintrende dansk-nordkoreansk venskabsforening med rødder i rødfascismens blomstringsperiode – må det være rædselsfuldt at tænke på, at de 22 millioner individer i det fjerne broderland skal gøres til kapitalistslaver med mulighed for noget så afskyeligt som privatbilisme. I havnebyen Nampo er der oprettet en samlefabrik for Hiuparam (Fløjten), og – gys! – forrædderiet sker i samarbejde med den sydkoreans ke bilfabrik Pyeonghwa. Måske vil køretøjet senere blive eksporteret til Vesten og solgt for 79.999 kr. og føje sig til rækken af raslende kommunistbiler, der i årenes løb blev solgt til dumpingpris. Vi husker stadig Volga, Zastava, Lada, Trabant, Wartburg, Skoda, Dacia og Yugo. Veteranbiler, der med lidt held kan findes i gennemtæret stand hos brugtvognshøkere i udkantsdanmark fra 3.000 kr. og opefter.
Forbrugsfornægtere er allerede oprevet over, at kineserne er i færd med at gøre sig fortjent til de materielle goder, som vi her i Smørland anser for en selvfølge. Angsten for velstandsudvikling kommer også til at omfatte Nordkorea, som set med store blå øjne i virkeligheden er på forkant, da Pyongyang i et halvt århundrede har haft status som bilfri by. Måske skulle Københavns såkaldte miljøborgmester, der fabler om at lægge hovedstaden død ved at forbyde automobiler, arrangere en studierejse på skatteborgernes regning for at studere foregangslandet, mens tid er. Coca-Cola og McDonald’s lurer lige om hjørnet .