Victor Andreasen, Ekstra Bladets navnkundige chefredaktør, var også cand. polit. Han sagde ofte, at han aldrig ville drømme om at betro en journalist ansvaret for blot en lille iskagebod. Det skrivende folkefærds utilstrækkelige forståelse af grundlæggende økonomiske begreber ville med sikkerhed føre til forretningens fallit. Denne bedømmelse af pressens pengepenneførere banede sig vej til overfladen, da dagbladet Politiken forleden chokerede læserne ved at påstå, at tilbudsaviserne modtager statsstøtte.
Man gned øjnene og begyndte at forstå det journalistiske fif. Detailkæderne trækker udgifterne ved udgivelse af tilbudsaviser fra som en reklameomkostning. OK? Derved snyder og bedrager de i virkeligheden samfundet for 640 millioner kroner, og det kan derfor betragtes som et statstilskud. OK?
Forenklingen må gøre indtryk på enhver, især ofre for regeringens hensynsløse bladportopolitik. En minister begyndte at dumme sig med en påstand om, at ti lbudsaviser var til gavn for samfundets svageste. Han var åbenbart selv hoppet på limpinden.
Danmarks reklamebudget er på ca. 23 milliarder kroner. Tilbudsaviserne andrager 4 milliarder. Desværre benytter kun de mest intelligente kæder dagspressen, således som det er skik i foregangslandet Sverige, der på en række områder holder et højere civilisationsniveau. Tilbudsaviserne er et skjult annoncemedie, fordi forbrugerne ikke opfatter fem pakker OMA for en 20’er som reklame, men som udtryk for ”købmandens” evne til at sikre kunderne billige varer.
Mærkevareleverandørerne trækker det store checkhæfte frem til reklametilskud og kampagnerabatter. Spillet mellem udbyderen og den primære efterspørger (detailhandelen) resulterer ofte i lavere priser til den sekundære efterspørger (forbrugeren). At påstå, at al reklame er en skjult omkostning, der lægges på priserne, vidner om manglende forståelse af reklamens funktion som den katalysator, som skaber forbindelse mellem sælger og køber og stimulerer afsætningsprocesse n.
Tilbudsaviserne er en del af det våbenarsenal, der skal sikre mærkevareudbydere fuld kontrol over slagmarken, dvs. butiksarealet. For et lille mejeri er det kapitaludmarvende at smide 250.000 DKK på bordet for en halvside i en tilbudsavis, men måske nødvendigt for at etablere eller fastholde et leverandørforhold.
Indtægterne fra salg af reklameplads formodes bogført på lige fod med andre poster, således at den positive indflydelse på detaillistens resultat afspejler sig i skattebetalingen, og så foregår beskatningen altså i dette led. I modsat fald skal man indføre en reklameafgift, således som det flere gange har været på tale. Det kan der argumentere politisk for, og Politiken har med sin vinkling af ”statstilskuddet” foræret Mogens Lykketoft 640 millioner lige ned i foret. Han skal bare forbyde fradrag for ”visse reklameudgifter”.
Tilbudsaviser er fy-fy for velbegavede forbrugere, hvis de kigger i dem er det udelukkende for hadeoplevelsens skyld (bedyrer de). Den slags åndelig forurening overlader vi fr a den øvre middelklasse virkelig til pøblen, der jo også har tid til at strejfe rundt for at spare 45 øre på en rulle toiletpapir. Derfor vil man i Politikens halv- og trekvartdannede læserskare finde flest ”reklamer – nej tak” på husstandshoveddøren. En god baggrund for bladets underholdende og læserige serie, hvor kulminationen var forsideafsløringen af den hemmelige statsstøtte til de fladpandede fristelsesfoldere.
Men uanset om man mener, at de tarvelige tryksager burde totalforbydes, pålægges statsafgift eller strafporto, så er konstruktionen ”de får statsstøtte” det vitterlige vås, hvilket også blev fremhævet i de følgende dages læserdebat, uden at det tilsyneladende anfægtede redaktionen. Efterplaprende radiokanaler satte ekko på, og nu er det ganske vist: Tilbudsaviser får tilskud – so oder so.
Det er muligt, at et ekspertudvalg vil kunne afgrænse begrebet ”tilbudstryksager”, således at reklamefoldere for kultur, bøger, blade m.v. friholdes. Alt kan tænkes, al reklame kan beskattes, 20 pct. af 23 mill iarder er 4,6 milliarder, og dansk skattevæsen vil bare administrere reklameskatten mere professionelt end svenskerne, der efter nogle år med reklameskat måtte ophæve den.
Ville butikkerne stå tomme, hvis der ikke blev kastet tilbudsbenzin på handelsbålet? Naturligvis ikke. Men forbrugerne ville først blive præsenteret for de bemærkelsesværdige tilbud, når de stod i butikken. Beslutningstiden for ekstraordinære anskaffelser ville blive kort og impulsiv, hvor tilbudsavisens informative indhold trods alt giver mulighed for en ekstra overvejelse af måske flere dages varighed. Detailkæderne ville også blive afskåret fra at gennemføre slagtilbud på bestemte varer for at tiltrække et nyt publikum.
Selv om man kan finde alle tilbudsaviserne på nettet, så spiller den trykte version hovedrollen. Det kan man hidse sig op over, og de vredeste af Politikens læsere anbefaler, at man returnerer tryksagerne ved at putte dem i postkassen, æv bæv borgermagt og civil ulydighed. Hvis alle gør det, vil hele systemet bryde samme n, men det gør ikke alle eller rettere alle ikke. Øv bøv!