Svinekammen keder sig i køledisken, og når sidste salgsdato oprinder, bliver den bragt tilbage på stålbordet og skåret til svinekoteletter. Hvis de ikke bliver solgt i tide, må de retur og hakkes til frikadeller, og de overskydende forvandles til paté, der til sidst kan findeles og blive en del af en herlig gang biksemad – ”byens bedste”. Denne livscyklus for en stang svinekød siges at være en del af slagterfagets små hemmeligheder, og det må være denne praksis, der får Dagli’Brugsen til at gentage dette mantra i sine tilbudsaviser:

”Vores kød pakkes i lufttæt pakning – og så har vi ingen slagter i butikken. Det er din garanti for, at vi aldrig omarbejder kød.”

Således kan man gøre en dyd af nødvendigheden og opgradere gaspakket industrikød, men det må da ærlig talt give slagterne i Coop’s andre kæder en smag af fordærvet blodpølse i munden, at de indirekte gøres til småsvindlere, der gør hjemmelavet herregårdsskinkesalat, indonesisk wokblanding og landpatéen fra Gascogne til flugtvej for dødstruede ligrester. I næste nummer af den farvestrålende tryksag vil Dagli’Brugsen måske beskrive bortskafningen af de kødvarer, der ikke fandt nåde i tide.

Fødevareforskønnelse er ikke noget nyt. På Morten Korchs tid vidste fiskefuskerne, at let gæret menneskeurin og en klud gør underværker, når røgede ål begynder at blive slimede. En anelse salmiakspiritus kan peppe en anløben portion fars op, og i bagerfaget har de såkaldte studenterbrød – ufortjent? – ry for at rumme alt fra cremeboller til sønderjydsk rugbrød. Fødevarekontrollen er blevet mere effektiv, og det burde være vores garanti, men selv disse strikse inspektører anerkender tilsyneladende kødoparbejdning som værn mod tab af råvaren.

Kødbranchen er ramt af kuling fra gylle til gæstemiddag. Landmændene får af Danmarks Naturfredningsforening besked på at flytte ud til motorvejene og håndtere grisenes efterladenskaber som industriaffald, og slagterierne udsættes for nærgående inspektion af en presse, der tilsyneladende er mere nidkær end de ansatte dyrlæger. Havarerede grise bliver til menneskefoder, og levende dyr fragtes rundt langvejs efter logistiske love, hvis logik er unddraget menigmands forstand. Så er der salmonella i noget bacon, men brystflæsket var sandsynligvis importeret fra Tyskland, og i øvrigt er det ganske ufarligt, hvis skiverne steges grundigt. Det gælder også kyllingerne.

Dansk landbrugs organisationer og virksomheder er lidt mere lydhøre, selv de gylleplagedes organisation får indrømmelser. Men det bedste forsvar er stadig et modangreb. Dansk svinekød er noget af verdens fineste. At sige andet er landsforræderi. – Og du kan jo også godt lide en flæskesteg med sprød svær, siger bonden forurettet.
Danish Crown gik i offensiven med effektsvage tv-spots og helsider i Ekstra Bladet som svar på rengøringsbeskyldningerne. Medierne lyver og overdriver, produktionsomkostningerne er stadig for høje, og med de urimelige ejendomsskatter og den evindelige nabohetz er det snart umuligt at drive rent abel husdyrproduktion. Fra en anden side dømmes griseriet ”haram” af et voksende islamisk befolkningselement.

Næh, nu rykker vi til Polen og Tjekkiet, her må grisene gerne svine, og så kan Danmark jo ellers finde en anden vej til overskud på betalingsbalancen. Hvad der skal ske med nedlagte stalde, siloer og gylleanlæg? Det får samfundet tage sig af til den tid.

Historikeren Søren Mørch skrev engang en hånlig kronik i Politiken om det danske ”affaldskøkken” og trangen til at æde billig margarine og leverpostej og medister med blandet indhold. Lidenskaben for gastronomi skildrede hans hustru i sin dagbog om livet som kommissær i Bruxelles. Her fortalte hun, at de var blevet syge af noget fordærvet foie gras. Dagbogen blev trukket tilbage under passende panik, men Politiken havde frækhed nok til at trykke den og måtte betale erstatning. Vi er mange, der stadig gemmer dette kildeskrift. Økologisk æbleplantageejer Ritt Bjerregaard er klar i mælet, når hun revser moderne madproduktion. Sandheden er uheldigvis, at et flertal går mere op i priser end i kvalitet og forventer fem kyllinger for en hund, skønt det knap nok kan dække kost og logi. Derfor har industrien sat en form for kannibalisme i system, hvor dyr fodres med pulveriserede artsfæller.

Et mindretal af bevidste forbrugere går efter frilandsgrise, friskmalket mælk og oste, der gerne må lugte af ko, ged og får. De foretrækker kødløse dage fremfor tvangsmørnede schnitzler. Udfra et overordnet synspunkt giver disse elitære kræsenpinde bøvl og besvær, de hidser folk op gennem pressen og uforskammet fjernsyn så som Mik Schack’s ”Hjemmeservice”. Nu er det vel snart på tide, at vi behandler vore medskabninger med den respekt, der tilkommer minoriteter. Eller er der efterhånden flere grise end mennesker i kongeriget? Gud bevare vore slagtesvin!