Da mønterne og mandaterne blev talt op, viste det sig desværre, at Junibevægelsens store rorgænger Jens Peter Bonde havde forvandlet sin folkelige organisation til en spillebule. I håb om at score mandater købte Bonde og hans håndgangne mænd jetoner på kredit, men rouletten opførte sig upålideligt, og koncernen er ude af stand til at betale de annoncer, der i sidste øjeblik skulle sikre sejren. Kreditorerne opdager nu til deres gru, at kundens organisationsplan var designet af Amdi Petersen, Kurt Thorsen eller en anden ekspert i fonde, holdingselskaber og stråmænd.
Blandt de flygtige ydelser, der skulle betales af de EU-midler, hvis rigelighed Bonde altid har kritiseret stærkt, er en stribe radioreklamer. Det var nyt for mig, hvilket kan skyldes, at jeg aldrig hører disse musikstationer. Journalistik er trods alt mere end to minutters oplæsning af Ritzau-telegrammer. Måske er jeg tungnem, men jeg mener ikke at have bemærket, at adgangen til betalt politisk propaganda var en af de frihedsgoder, der fulgte med det såkaldte brud på DR’s monopol på landsdækkende radio.
Næste punkt på liberaliserings-dagsordenen må blive betalt valgpropaganda på TV2. Hvis man må det ene, hvorfor må man så ikke det andet? Engang var også anbefalinger af spiritus og medicin bandlyst, fordi man frygtede skadevirkninger, men en dag var det ikke farligt længere, og Carlsberg og Codyl fik plads i reklameblokkene. Endnu venter vi på en universitetsafhandling om de forfærdelige følger for især børn og unge, om end Carlsbergs ujævne resultater på hjemmemarkedet ikke umiddelbart tyder på effekt. Storforbrugerne foretrækker billigbajere, og dem er der ikke råd til at reklamere for, og finsmagerne går efter udenlandske specialiteter, som heller ikke basker med bugnende budgetter.
Da TV2 er ved at blive gjort salgsmodent, ville det jo være dejligt, hvis man også kunne slette forbudet mod politiske spots og dermed øge udsigterne til ekstra omsætnin g. Ingen har endnu vovet at kaste denne bold på banen, for der vil blive råben og skrigen. Mogens Lykketoft jamrer allerede over, at han kun har 15 millioner til den kommende valgkamp, mens Venstre råder over fire-fem gange så mange penge. For Socialdemokraterne og den øvrige opposition er det dyrt at være i alarmberedskab og kunne rykke ud med tre ugers varsel; hvis valget først kommer om et år, skal materialet opdateres.
Dersom regeringen på nuværende tidspunkt forsøger sig med et forslag om ”frihed til at informere vælgerne i tv”, vil det have karakter af en slags berlusconisk magtmisbrug. Hærskarer af ”rigtige meninger” vil stå i kø for at udtale sig til den dagspresse, som uden tvivl vil miste adskillige millioner, når tv-spots sættes øverst på mediaplanen. Etiske vogtere vil fremhæve, at informationssvage grupper af befolkningen voldføres, og udtrykket ”amerikanske tilstande” bliver en rød tråd.
I USA er forudsætningen for at kandidere til præsidentvalget, at man kan indsamle tilstrækkeligt mange mill ioner dollars til tv-spots. På 30 sekunder skal modparten mistænkeliggøres og helten hyldes. Igen og igen og igen. På det seneste har en stribe film, der skal bevise, at John Kerry var en kryster i Vietnam for 35 år siden, givet en del uro. Påstanden er løgnagtig, og selv om George W. Bush formelt har taget afstand, har han måttet fyre sin topadvokat, der stod bag tilsviningen (som sikkert har givet beskæftigelse til nogle andre advokater).
De fleste vil mene, at denne form for ”debat” vil få uheldig indflydelse på folkestyrets vilkår. Tilhængerne vil omvendt fremhæve, at forbud mod politisk reklame er en begrænsning af ytringsfriheden, og at man bare kan nedsætte et særligt nævn, råd eller udvalg med ret til at kritisere og eventuelt stoppe de reklamer, der krænker fairness, objektivitet og omtanke. De vil også – med en vis logik – kunne spørge, hvorfor dagbladsannoncer, plakater, pjecer, løbesedler, internetsider og altså også radio skal betragtes som gode medier, mens det onde fjernsyn hører hjemme i den skammekrog, der er på vej tilbage som adfærdsregulerende foranstaltning i folkeskolen.
Måske kan man være så heldig, at man kan finde en konvention eller en EU-regel eller noget tredje, der ”sætter Danmark under pres” for at krænke den form for menneskerettigheder, der omfatter retten til ved hjælp af billeder, farver og lyd at påvirke parlamentsvalget i kraft af støttebidrag fra vælgere, våbenhandlere og virksomheder.
Reklame- og PR-folk, der øjner et kommende forretningsområde, kan godt begynde at iføre sig deres lobby-benklæder og modne den offentlige mening. For i løbet af få år falder restriktionerne væk, og dansk politik vil for altid være forbeholdt partier, der råder over mindst 25 millioner kroner.