Hver femte forlader folkeskolen uden at kunne læse og skrive, og de mindre børn kan knap nok tale. Tro dog ikke, at det derfor bliver lettere at reklamepåvirke sprogfattige individer, og at der derfor skal bruges færre kroner for at rekruttere dem som livsvarige kunder i ordløse selvbetjeningsbutikker. Billeder og brøl er ikke nok, og den læsende majoritet af befolkningen foretrækker appeller med argumenter.
Folkeskolelærernes formand kan godt se det uheldige i, at 20 % er ude af stand til at modtage eller afsende meddelelser ved hjælp af det latinske alfabet, vi andre har så stor fornøjelse af. Han går ikke i panik og kunne naturligvis aldrig finde på at sige, at mindst en femtedel af hans medlemmer er uegnede. Principielt fraråder han prøver af elevernes kundskaber, der kunne afsløre lærernes mangel på samme.
Danmarks skolelærere kunne befolke en provinsby med 60.000 indbyggere. Alene tanken om en sådan populationskoncentration fremkalder ubehag hos den del af befolkningen, som stred sig igennem, men hadede det fantasiløse tidsspild og den ubehagelige atmosfære i de opbevaringsanstaler, som skolevæsenet råder over. 60.000 stemmer er tre-fire mandater til folketinget, og det forklarer måske det manglende opgør med fraværet af kvalitet.
Hvis børnene skal læse at læse og skrive, kræver det flere lærere, mere specialundervisning, mere efteruddannelse, flere faglige arrangementer og godt med afspadsering, lyder det udenadlærte interesseorganisations-salmevers. Tankegangen er baseret på en lineær opfattelse af, at der er et ligefremt proportionalt forhold mellem ressourcer og resultater, fordi alle lærere er lige gode. Det er de bare ikke. En del af dem er direkte dovne.
Mistilliden er nu så indgroet, at rådgivere ville kunne finde på at foreslå, at skolelærerne af deres skattefri kontingentkasse bekoster en kampagne for at fremhæve deres flexibilitet, formåen og fremsynethed. Indbildningseksperimentet har været prøvet flere gange uden m ærk- og målbare forandringer, og da der er grænser for, hvor meget kan man sminke virkeligheden gennem reklame, er det næppe vejen frem.
Nu viser det sig også, at mange ærkedanske børn er nærmest sprogløse, når de anbringes i børnehaven. Far og mor gider ikke snakke med dem og har heller ikke tid, fordi en normal husstand afhænger af to indtægter. Derfor skal børnene anbringes i dagsasyler, hvor pædagogerne overlader det til de indsatte at stimulere hinanden sprogligt. Abababa? Dadadaba!
Uheldigvis bliver det ikke bedre, før man ”reviderer pædagoguddannelsen”, udtaler en rektor, og formanden for BUPL er klar i mælet: ”Politikerne skal bevilge flere ressourcer, hvis de pålægger pædagogerne et øget krav om sprogstimulering af danske børn” (Berlingske Tidende 7. juni). Flere ressourcer? Fuck!
Rolig nu. Det kan ikke nytte at hidse sig op. Der er rigtig, rigtig mange søde pædagoger og skolelærere, der kun vil det bedste, og som ofrer sig for de uskyldige børns skyld. De betragter deres gerning som et kald og bl iver først glade, når de sender hele små mennesker videre i tilværelsen. Jamen de findes, ligesom der fortsat er sygeplejersker, som inkluderer Florence Nightingale i deres aftenbøn. Men resten? Er skolen i virkeligheden en skrotplads for mennesker, der ikke orkede noget andet? Ja, det er vitterligt en sjofel insinuation, men den understøttes af det voldsomme frafald på seminarierne, hvor de unge får indblik i fagets faldgruber.
Tiden er inde til et generalopgør med børneanbringelsesbranchens krævementalitet. Systemet skal splittes og samles igen af fagfolk udefra. Lærerne og pædagogerne skal ikke have lov til at gemme sig i en rundkreds. Danmark har verdens dyreste folkeskole, men 20 % forlader den uden de mest elementære kundskaber. I Japan ville lærernes formand gribe sværdet og begå harakiri af skam.
I Danmark har vi ikke plads til analfabeter. Her gælder tesen om frihed til forskellighed ikke. Det enkelte individ udsættes for utallige nederlag, hvis de mest elementære færdigheder mangler, og sandsynlighe den for at han eller hun ender som social taber (og skal forsørges af det offentlige) er overhængende. At skolen således taber tusindvis på gulvet burde fremkalde raseri og ransagelse.
Her skal ikke tales kompromis, men diktat. Enten leverer børnepasserne varen, eller også ryger de ud. På universiteterne klager professorerne over læse- og studiehæmmede gymnasieelever. Adjunkterne og lektorerne skylder skylden på folkeskolen, der anbringer aben hos pædagogerne, som så kan lade den gå videre til forældrene. Og ja, første led i fødekæden skal sgu osse ta’ sig sammen og snakke og synge og stave, det er dog noget af det morsomste ved børn.
Hele denne usunde kæde af løgne, fortielser, dovenskab, ansvarsforflygtigelse og dumhed skal knækkes. Den næste kampagne fra den milliard-dyre børnebranche skal ikke sminkes op med selvforherligelse – overskriftens løfte er ganske enkelt:
UNDSKYLD – NU TA’R VI OS SAMMEN.
VI BEGYNDER I DAG KL. 07:00.