Når Maren Malkeko har tømt yveret for sidste gang, er hun moden til mordet. Måske tildeles hun en kort pensionist-tilværelse med opfedning, men hun er slidt og slap og slunken og må derfor hurtigt ekspederes over i en anden verden for at genopstå som dejligt dansk oksekød. Vi har lige set en annoncekampagne, der lignede et nødråb fra bøfbaronerne. Samtidig kunne mandagssektionen Børsen Fødevarer citere Dansk Supermarkeds chefslagter for mindre smigrende bemærkninger om kvaliteten af de lig, de får til opskæring. Ordvalget er en hilsen til vore vegetarianske læsere.
Vi er nu så langt fra de triste begivenheder i 1864 og 1940, at vi i kølediskene får tilbudt – og accepterer – tysk oksekød. I min barndom ville det svare til at råbe Heil Hitler ved middagsbordet. Fra Sydamerika og Australien vælter det ind med fileter og mørbrad fra kvæg, om hvilket man gerne vil forestille sig, at det har levet en karsk tilværelse på en endeløs pampas med ufattelige græsa realer, overvåget af medicinfri hyrder og nattens økologiske stjerner.
Når man handler i supermarkedernes kødafdelinger hinsidan og nyder godt af den lave fødevaremoms og ikke mindst det fineste fjerkræ, ser man, at der ofte står ”svenskt kött” på klistermærkerne, det gælder også ”nöttkött”, et sælsomt ord for okse. Men hverken hér eller dér er man nået til at forsyne kødet med artsbetegnelse og certifikat, og det bliver snart et kundeønske. Vi vil have Chariolais den ene dag og Angus den næste, og der er altså forskel på Rød Dansk Malkerace og en hårdfør Hedeford. Prøv at spørge på A Hereford Beefstouw om de serverer danske bøffer – den ellers i alle henseender upåklagelige betjening vil reagere med samme indignation, som hvis man forlanger et halvt pund kaffe i Københavns ældste Thehandel, Perch’s i Kronprinsensgade (grdl. 1835).
Japansk oksekød fra Kobe koster 800 kr. kiloet. Kreaturerne passes og plejes med daglig massage, varm majsgrød og øl. Harboes Bryggerier har med udholdenhed søgt at gøre kalkundri ft rentabel, men der skulle mere til end mask fra brygningen. På den anden side må det da være muligt at finde en humanitær-animalsk fond, der belønner ekstravagant behandling af køer, uanset at deres egentlige bestemmelse på længere sigt er at lade livet for gourmeternes skyld. I Billig-Danmark kan det næppe svare sig at importere Kobebøffer til 200 kr. pr. 100 gram, for selv de rigeste er for fedtede til sådanne udskejelser; de køber gerne tilbudsfars med 18-20 % moset talg.
Fra underbevidstheden er der modtaget meddelelse om, at ovenstående ind- og udfald hænger sammen med et nyligt uheldigt køb af to store oksekoteletter med skaft i en herværende butikskæde. Med forventning blev de to brøkdele af en ko lagt på den ivrigt glødende grill, hvor de antog karakter af noget autentisk, som selv George W. Bush’s fotoafdelings foodstylist ville anerkende som udtryk for ægte amerikanske værdier.
Vi skulle have ladet være at skære i koteletterne og holdt os til det visuelle indtryk, for det var ganske enkelt 2 x 50 kr. lige durk i skraldespanden. Hov vent – der kunne koges en fortræffelig fond af de to havarerede stykker luxusføde, og så havde de alligevel gjort gavn. Den eneste fejl fra forhandlerens side var således, at han burde have klæbet KOGNING ANBEFALES eller SUPER TIL SUPPE på cellofanen, men så havde kædeslagteren jo ikke kunnet kræve ca. 100 kr. kiloet. Kundens største fejl var at ignorere advarslen om, at det var dansk oksekød, som var skæbnebestemt til suppeterningen OXO.
Ifølge dr. Atkins burde man vade og bade i bøffer fra morgen til kvæld. Ære være hans minde og genfærd; den korpulente herre faldt og slog sit hoved i stykker på et isglat fortov. Selv den skrappeste kur fritager ikke for skæbnen, men det er vist heller ikke godtgjort, at dr. Atkins var aktiv okseæder på det tragiske tidspunkt. Ville en solid steak have frelst ham fra det bitre styrt – eller var fortovet blevet saltet i det tidsrum, det ville have taget doktoren at grille sig en skive mørbrad? Sådanne spørgsmål vil aldrig blive opklaret.
D ersom blot en syttendedel af den kvarte verden begynder at betale højere priser for de bedste oxebidder, kan der snart blive voldsom efterspørgsel på skært kød. Frokostbeværtningerne må lægge et særligt Atkins-tillæg på tatar med pasteuriseret gult æggebløb. I USA trives en omfangsrig og indbringende Dr. A-fanatisme i de federe kredse. Traditionelle pulverkure er sat på slank til stor bekymring for fx Unilevers aktionærer. Må man derimod nøjes med 4,50 $ i timen, skal der skures mange lokummer for at få råd til en lille skive tyndsteg.