I fem år har Hjaltelin, Stahl & Co skabt flotte resultater for Ikea Danmark, men til efteråret hedder møbel-gigantens danske bureau – måske– noget andet.

I hvert fald er Ikea Danmark nu gået ind i næste fase af den udbudsrunde, man igangsatte i maj, og fire ud af 12 bureauer er valgt ud til at gå videre i processen. Hjaltelin Stahl & Co er med i finalerunden – sammen med & Co., McCann Copenhagen og We Love People.

Stedfortrædende marketingchef hos Ikea Danmark, Lena Gaarde, fortæller, at det har været en både god og oplevelsesrig proces at koge antallet ned til de fire kandidater.

– Vi har været igennem en spændende proces med 12 meget kompetente bureauer, som alle har lagt et stort arbejde i at kunne deltage på shortlisten, siger hun og tilføjer, at Ikea Danmark har store forventninger til de fire shortlistede bureauer.

– De er valgt, fordi de på hver deres måde og i hvert deres format repræsenterer stærke kompetencer kreativt, fordi de er rigtig gode på konsulentsiden, og så er alle fire bureauer langt fremme i forhold til at arbejde med digitale medier, siger hun.

Udvælgelsen til short-listen har Ikea Danmark foretaget med rådgivning fra Hestbæk Consult, som også har rådgivet Ikea om, hvordan processer med eksisterende bureau almindeligvis forløber.

Sandsynlig udskiftning?

Herunder er Ikea blevet rådgivet om – og det kan måske være dårlige nyheder for Hjaltelin, Stahl & Co – at statistikker fra både ind- og udland fortæller, at i op mod 90-95 procent af tilfældene, hvor et eksisterende bureau går i pitch, genvinder de ikke budgettet.

– Vi er bevidste om statistikkerne for eksisterende bureauer, der deltager i pitches, men jeg er overbevist om, at Hjaltelin, Stahl & Co. går ind i processen med et åbent sind. Og så vil jeg gerne understrege, at alle fire shortlistede bureauer naturligvis deltager på fuldstændigt lige vilkår, siger Lena Gaarde.

Og hos Hjaltelin, Stahl & Co har administrerende direktør og senior partner Steffen Hjaltelin da heller ikke tænkt sig at kaste håndklædet i ringen af den grund.

– Vi har aldrig koncentreret os så meget om sandsynlighedsregning, men mere om at levere et godt stykke arbejde, siger han.

Bureauet har gennem fem år skabt stribevis af kendte reklamer for Ikea. De fleste kender uden tvivl den flere gange prisbelønnede film ”Vi-synes-du-er-for-ung-til-at-tage-til-Sunny-Beach”, som blandt andet vandt en bronzeløve ved VM i reklame i Cannes i 2010.

Og efterfølgeren om ”Onkel Arne”, der låner overkøjen, som gjorde den arrige teenager kunsten efter med en bronzeløve sidste år.

Sverige også i pitch

Også Ikeas svenske budget kom i udbud i maj. Her har Forsman & Bodenfors i hele 12 år siddet på budgettet – og lige som Hjaltelin, Stahl & Co i Danmark med stor succes.

Og ligesom Hjaltelin, Stahl & Co er også Forsman & Bodenfors videre til den svenske ”finale” – ifølge resume.se sammen med Lowe Brindfors og Åkestam Holst.

Den svenske pitch ventes afgjort i slutningen af denne uge, mens den danske først afgøres til oktober. Inden da modtager de fire shortlistede danske bureauer en opgave, de skal løse, med afsæt i en konkret brief.

I Sverige er Ikea-budgettet en hel del større end i Danmark. Ifølge analyseinstituttet Sifo ligger det svenske budget på brutto 360 millioner svenske kroner, hvilket gør Ikea til Sveriges tolvtestørste annoncør.

Til sammenligning ligger Ikeas danske reklamekøb ifølge Gallup Adfacts på brutto godt 13 millioner kroner.