Uden at kunne deltage i en prisoverrækkelse – den blev nemlig aflyst som følge af begivenhederne den 11.september – har fire danske kreative arbejder modtaget priser i London International Advertising Awards. Young & Rubicam vandt to priser for deres arbejde for Energi E2. Den ene film “Videofish” vandt for bedste original musik og den anden “Vinter” vandt i kategorien Offentlig kommunikation. Begge film er skabt af bureauets kreative direktører Peder Schack og Tom Olsen med Jacob Holm som AD’er. De er produceret af Balls Production og instrueret af Henrik Klokker. For den præmierede musik til “Videofish” har Kasper Winding stået.
Advance fik en pris i kategorien Emballage Design/legetøj for deres arbejde for Lego Bionicle 7+ og Framfab vandt for www.nikewomen.com inden for websites/sport.
I alt deltog 18.850 arbejder fra 74 lande i konkurrencen.