Danmarks fire største teleselskaber (TDC, Telenor, Telia og 3) er gået sammen i selskabet 4T Mobile Payment, som vil lancere en fælles mobilbetalingsløsning til de danske forbrugere.

4T Mobile Payments vil gøre op med måden, som de danske forbrugere handler på nettet og på farten. Missionen er at gøre mobilen til en ”digital pung”, som forbrugere nemt og bekvemt kan betale med, men som også kan indeholde fx loyalitetskort og ID-kort.

– Fremtidens handel er digital, og i løbet af få år er efterspørgslen på mobilbetaling steget markant i takt med flere og flere danskere har fået en smartphone mellem hænderne. Med etableringen af 4T Mobile Payments har vi formået at samle viden fra de fire største teleoperatører, og har dermed skabt et solidt fundament for at imødekomme danskernes ønsker og behov om sikker og brugervenlig mobilbetaling, siger administrerede direktør for 4T Mobile Payments, Peter Bredgaard.

Valget faldt på Radius

– Derfor har vi også brug for at positionere os over for en lang række interessenter, skabe opmærksomhed og sætte en dagsorden i medierne i forhold til online-handel og mobilbetaling – og det skal Radius Kommunikation hjælpe os med. De har bevist, at de besidder de rette kompetencer til løfte opgaven og ikke mindst et stort engagement i at sikre, at vi lykkes, fortsætter Peter Bredgaard.

Radius Kommunikations opgave bliver at øge kendskabet til 4T Mobile Payments hos forbrugere og virksomheder samt bidrage til opbygningen af 4T´s brand – bl.a. via en række PR- og andre kommunikationsaktiviteter.

– Vi er stolte over, at vi er blevet en del af dette projekt. Vi kommer til at arbejde sammen med en professionel og innovativ virksomhed med høje ambitioner. Det gælder også for kommunikationen, hvor vi får en stor og spændende opgave med at gøre forbrugere, erhvervsliv og en række andre interessenter opmærksomme på de store gevinster, der kan høstes, med øget brug af mobilbetalinger, siger direktør hos Radius Kommunikation, Christian Wulff Søndergaard.

4T forventer at lancere deres endelige brand og begynde at tilbyde mobilbetaling til forbrugerne efter sommerferien.