Thomas Busch har forladt sit andet barn, Bullet Production, som han stiftede med Martin Werner efter forliset med Big Tv.
Tilbage er de to instruktører Werner og Wedendahl, som sammen med producerne Mette Ambro og Rikke Katborg udgør firkløveret i selskabet. De har givet hinanden hånd på, at de kan udfylde det hul, som Thomas Busch efterlader.
– Han kommer til at mangle som romantiker og sparringspartner, erkender producer Rikke Katborg, der skal tage sig af de daglige ledelsesopgaver fremover. Hun mener ikke, at hun vil løbe surt i de mere kedelig opgaver som Thomas nok gjorde. Som producer Mette Ambro tilføjer: – Thomas har altid været mere på de kreatives side end på “økonomiens“, og han havde i længere tid talt om at komme tilbage til det kreative i filmprocessen.
Efter hvad Broadcast kan forstå, ønsker Thomas Busch at beskæftige sig mere med idéudviklingen til reklamer og manuskripter. Buschs aktiehalvdel overtager BlarkeSonneLevring, som dermed bliver den glade og totalte ejer af Bullet Production.

INSTRUKTøR OG PRODUCER I FAST TEAM
Bullet adskiller sig fra andre producenter, da instruktør og producer arbejder i meget fastlåste teams.
Werner kører parløb med Ambro, mens Wedendahl har Katborg med på sine projekter. Begge instruktører, eller teams, er bedst til humor, og de bliver ofte spurgt på samme projekt. Men det betyder ikke, at de træder hinanden over tæerne.
– Der er ingen forfængelighed mellem Kasper og jeg. Vi udveksler ideer og støtter hinanden, siger Martin Werner . – Vi kan li de samme ting og griner af det samme, så vi bruger ofte hinanden til inspiration på vores egne projekter.
Direkte adspurgt nægter Bullet, at man kan få lidt Werner med i købet, hvis man køber Wedendahl. Eller omvendt. Det sker dog, at de sender boards videre til hinanden, hvis de ikke selv kan eller tænder på ideen.
– Vores idé med teamwork mellem instruktør og producer vil vi også gerne bruge til at hjælpe nye unge talenter frem på banen, påpeger Rikke Katborg som i første omgang er på udkig efter en junior instruktør.

MERE INTERESSANT I UDLANDET
Halvdelen af Bullets jobs kommer fra udlandet. De henter dem primært med hjem til Danmark, som stadig er billigere at producere i. Bullet indrømmer, at de er inspireret af Martin Elleys (Easy Film, red.) resultater på det område. Samtidig oplever både Martin og Kasper, at de får mere interessant input som instruktører i udlandet.
– Der er mere respekt for dig. Kunden kan komme op og sige tak til dig, fordi du vil instruere hans film. Det er totalt motiverende, udtaler Martin Werner og fortsætter: – Udenlandske kunder sidder ikke og spiller smarte på PPMet.
For Kasper Wedendahl giver udlandske kunder en større grad af frihed. Det er mindre tidskrævende. Man kommer og afleverer sit arbejde på aftalte tidspunkter. Der er ikke så meget kravlegård som herhjemme.
Bullet mener i det hele taget, at udenlandske kunder og annoncører er meget bedre til at indgå i filmprocessen. De er bedre til at erkende og forstå de snævre faggrænser. Det samme gælder specielt de udenlandske kontaktfolk. Som Martin Werner afslutter med:
– Her kalder vi en skovl en skovl, og danske konsulenter er for dårligt uddannet i filmproduktion.

(Billedtekst, billeder fra de nye Kansas film)