Det sociale ansvar har trange kår hos danske virksomheder. Kun en tredjedel af de større virksomheder har formuleret en politik for deres sociale ansvarlighed. Socialt ansvar er noget, vi taler om, ikke noget, vi formulerer på skrift. Det er tankegangen blandt mange af landets større virksomheder, viser en undersøgelse foretaget af Jysk Analyse for Det Nationale Netværk af Virksomhedsledere. Kun godt en tredjedel af virksomhederne med mere end 50 ansatte har nedskrevet en politik om virksomhedens sociale ansvar.
– Det efterlader to tredjedele af Danmarks største virksomheder, som ikke har taget konkret stilling til deres sociale ansvar. Og det er mange, siger Dan Boyter, der er ordførende direktør i Pressalit og formand for Det Nationale Netværk af Virksomhedsledere.
Boyter peger på, at det fra i år er lovpligtigt for landets 1.000 største virksomheder at rapportere om social ansvarlighed i deres regnskab.
– Derfor undrer det mig, at så relativt få virksomheder har udformet en egentlig politik på området, siger Dan Boyter.
Maarten van Engeland, topchef i ISS, opfordrer virksomhederne til at arbejde langt mere strategisk med deres sociale ansvar. Ikke mindst på grund af den mangel på arbejdskraft, vi kan forvente om et par år.
– Lige nu taler vi mest om arbejdsløshed. Men vi står inden længe igen i en situation, hvor vi har brug for alle hænder og hoveder. Vi har hverken økonomisk eller socialt råd til ikke at give alle en fair chance, siger Maarten van Engeland.
Det Nationale Netværk består af 15 danske erhvervsfolk, der har forpligtet sig på at begrænse social udstødning og styrke integrationen på arbejdsmarkedet.
/ritzau/