Dårlig omtale kan koste milliarder af kroner for virksomheder, når skandaler om sex og stoffer ruller for deres kendte talspersoner. Derfor vil et amerikansk forsikringsselskab fra næste år tilbyde virksomhederne en forsikring mod kendis skandaler.
Ifølge Financial Times har den amerikanske forsikringskoncern DeWitt Stern haft stor efterspørgsel fra virksomheder, der vil forsikre deres gode navn og rygte, hvis deres kendisprofil skulle blive taget med bukserne nede.
– Kriser er ikke billige. Det kan koste milliarder, hvis dit omdømme tager skade, siger Robbie Vorhaus fra DeWitt Stern til avisen.
Selskabet har arbejdet på en sådan skandaleforsikring det seneste halve år, men tumulten omkring den amerikanske golfspiller Tiger Woods har sat gang i efterspørgslen, og selskabet regner med, at produktet er klart først i det nye år.
Tiger Woods – som ellers var kendt som en kærlig familiefar – er blevet droppet af flere af sine sponsorer efter afsløringer af hans utroskab med en række forskellige kvinder. Sportsdrikproducenten Gatorade, barbergrejproducenten Gillette og konsulentfirmaet Accenture har fyret Woods oven på skandalen.
Skandalen har på ny sat fokus på, hvordan virksomhedernes brands hænger uløseligt sammen med de personer, de har valgt at lade repræsentere. Idéen til skandaleforsikringen opstod dog allerede i 2005, da en række virksomheder droppede reklamer med supermodellen Kate Moss, efter den vævre kvinde blev taget i at sniffe kokain. Hennes & Mauritz fyrede Moss med henvisning til, at det ikke var et image, der passede med deres teenagekunder. Burberry, Chanel og Rimmel fulgte efter.
/ritzau/