De seneste måneders afsløringer i den store aflytningsskandale, der er udløst af den afhoppede amerikanske efterretningsmand Edward Snowden, er kommet bag på mange danske virksomheder.
Det skriver Politiken.
Frygten for, at et land som USA kan finde på at foretage industrispionage på vegne af deres konkurrenter, har skabt et boom i forretningen hos firmaer, der sørger for it-sikkerhed. Flere it-sikkerhedsselskaber melder om stigende interesse siden afsløringerne af aflytningsskandalen begyndte at rulle i sommer.
– Virksomhederne er generelt blevet mere skeptiske over for cloud-løsninger, hvor man gemmer data uden for huset, siger Claus E. Kotasek, direktør for SMS Passcode til Politiken.
Selskabet leverer it-sikkerhedssystemer over hele verden og mærker interessen fra virksomheder i hele Nordeuropa. Især fra Tyskland, hvor nyhederne om den amerikanske efterretningstjeneste NSA’s aflytning af kansler Angela Merkel har skabt opsigt.
Politiken/ritzau/