Erhvervsstyrelsen advarer nu landets virksomheder om, at internettet er ved at løbe tør for IP-adresser, og det betyder, at globale virksomheder som Lego og B&O kan blive tvunget til at udskifte servere og routere for fortsat at være i stand til at kommunikere med selskaber og kunder i udlandet, der er i gang med at skifte over på den nye protokol – et nyt netværkssystem med plads til langt flere adresser, der kan håndtere det øgede pres på internettet.

Det skriver epn.dk

Mange virksomheder tøver dog med at foretage overgangen, selvom det i værste fald kan skabe it-problemer, hvis virksomhederne ikke tilpasser sig i tide.

Årsagen til, at virksomhederne tøver, er, at det er dyrt at vedligeholde to netværk på samme tid, indtil alle, kunder såvel som partnere, har bevæget sig fra den ene standard – den såkaldte IPv4 – til den næste, IPv6.

– Det er grunden til, at det går lidt langsomt, forklarer Jacob Juul, kontorchef i Erhvervsstyrelsen, der for nylig har orienteret DI og andre store erhvervsorganisationer om problemstillingen på et møde.

I begyndelsen af 1980’erne kunne de færreste forestille sig, at der nogensinde ville blive koblet mere end 4,3 mia. enheder til internettet, men IP-protokollen er ikke desto mindre ved at løbe tør for adresser denne sommer.

 

Epn.dk