KLUMME: Overskriften tager afsæt i en artikel i Markedsføring den 4. juli 2016: ”Rynkeby vil øge brandværdien”. Når vi i Firstmove føler os kaldet til at reagere, så er det, fordi sagen repræsenterer et generelt problem i vores branche.
Den gode idé ejer alle. Når det kommer til den dårlige, træder strudse-effekten ind. Så stikker alle hovedet i busken. Det er så sandt, som det er skrevet. Selvom det kan let kan lyde som verdens største kliché. Sagt så mange gange før.
Men Firstmove har desværre oplevet det flere gange. Vi er et indsigts- og innovationsbureau, der udvikler nye og fremtidssikrede koncepter og produkter for vores kunder. Vi har bl.a. leveret hele vidensfundamentet og den konceptuelle ramme for Somersby Cider. En markedssucces rigtig mange i dag tager ejerskab på.
Æres den der æres bør
Samme udfordring mødte vi forleden med Rynkebys nye gourmetjuice. Firstmove er ophavsmand til såvel indsigt, konceptidé som strategi.
Idéen om en vin-/gourmetjuice, et alternativ til vin, udviklet i samarbejde med kokke, serveret på de bedste restauranter, bygget op omkring de fem smage, designet som vin mv. mv.
Det udviklede vi i 2014 i en proces omkring et større innovationsforløb sammen med Rynkeby, og som Rynkeby betalte for. Så idéen udsprang dels af en indsigt fra Firstmoverne, de tre procent af befolkningen, der ser nye trends, før de bliver mainstream, dels af en workshop. Selve konceptet og materialiseringen udviklede Firstmove efterfølgende.
Men det blev Firstmove på ingen måde krediteret for i artiklen. Det er vi da kede af.
Firstmove kan ikke tage æren for design- og branduniverset, som Montdor kan være fint stolt af. Men applaus for koncept og strategi bør tilfalde rette ejermand. I dette tilfælde Firstmove og Rynkeby i samarbejde.
Unikke løsninger skaber bundlinje
I en branche, der tegner alt fra fremtidsforskere, produktudviklere, indsigtsmagere, strateger, eksekverende partnere og distributører, er rettigheder og beskyttelse essentiel.
At skabe unikke løsninger på et meget konkurrencefyldt marked har direkte effekt på bundlinjen. De værdifulde løsninger bygger position, skaber troværdighed, positivt omdømme og hæver den indre værdi. Akkurat som branchens kunder har brug for. Og som formålet med vores arbejde er.
Design- og reklamebureauer ville fremstå langt mere troværdige og professionelle, hvis de stod ved dygtigheden i at transformere dyb, valid markedsindsigt og strategi til fine reklame- og designløsninger. For ingen bureauer kan nu engang selv det hele.
Og det ville klæde virksomhederne med lidt mere distance til deres reklame-samarbejdspartnere. Ligesom det klæder os strateger at afholde os fra det reklamehåndværk, vi nu engang ikke mestrer.
Vi har alle brug for inspiration
Inspiration har alle brug for. Men tyveri bør ikke være comme il faut. Virksomheder og deres design- og reklamepartnere bør i stedet indtræde i tætte konstellationer med dem, der kan levere valid indsigt og strategi.
Ligesom vi meget gerne vil det den anden vej rundt – indgå i tætte alliancer med de dygtige reklamebureauer. Det vil skabe endnu bedre løsninger. Til stolthed og værdi for alle. Ikke bare for virksomhederne og os selv, men også for forbrugerne. Som jo rent faktisk er dem, vi udvikler produkter til. Og som i sidste ende sidder på nøglen til succes.