Föreningssparbanken fortrød sin danske netbank Firstviewbank allerede kort efter åbningen. Det er umuligt at komme ind på et nyt marked med en ren netbank, konstaterer Föreningssparbankens koncernchef, Birgitta Johansson-Hedberg i Børsen.
Lukningen af internetbanken Firstviewbank er ellers blevet kædet sammen med de nu skrinlagte fusionsplaner med SEB. Planerne blev offentliggjort kun en måned efter åbningen af Firstviewbank. Og da SEB allerede har en dansk netbank, stoppede man straks markedsføringen for den nye bank.
Men Birgitta Johansson-Hedberg fortalte på konferencen “The Second Annual Nordic Financial Services Conference”, arrangeret af The Economist, at Föreningssparbankens beslutning om at lukke Firstviewbank bundede i bankens manglende evne til at hente nye kunder.
– Vi besluttede meget hurtigt at lukke banken i Danmark, fordi man ikke skal smide gode penge efter dårlige. Det er meget dyrt at bygge et nyt brand op via en netbank, og det er dyrt at tiltrække en tilstrækkeligt stor kundebase. Samtidig mangler de filialer, som er så enestående til at opbygge tætte kunderelationer, sagde Birgitta Johansson-Hedberg.
Firstviewbank var nu langtfra et gratis bekendtskab for Föreningssparbanken. Banken blev lanceret med brask og bram og skulle foruden ren netbank også rumme en finansiel portal, hvor kunderne kunne finde de billigste og bedste produkter også fra konkurrerende finanshuse samt læse artikler om privatøkonomi.
Etableringen af banken udløste et tab på over 60 mio. kr., skønt markedsføringen blev stoppet efter få uger.