Det gælder om at være hurtig på aftrækkeren, hvis man vil benytte begivenheder fra den virkelige verden som inspiration i sine reklamer.
Det har eksempelvis fitness-kæden New York Sports Clubs i løbet af den forgangne uge været, så nu opfordrer kæden i en ny print-reklame fly-personale til at være i form, ”når de tager nød-slisken”. Det fortæller New York Times.
Flyselskabet selv, JetBlue, har dog valgt at holde lav profil –
måske lidt for lav – i sagen, ligesom andre flyselskaber heller ikke hverken vil kommentere på hændelsen eller udnytte den til egen profilering eller markedsføring. Siger de i hvert fald.
Ikke desto mindre har konkurrenten Spirit Airlines ifølge adfreak.com alligevel ikke kunnet nære sig og har sendt sine kunder en værdikupon med et billede af en mand, der rutcher ned af en nød-sliske med to øl i hånden. Teksten lyder ”Don’t be blue, slide down to low fares”…
Og så er der også lige den internationale lufthavn i Sydney, der – ganske uforvarende – har fået en del opmærksomhed for en kampagne, der handler om, hvordan man som passager kan styre sin ”pre-flight tension”.
Filmen er faktisk optaget før JetBlue-sagen, men har fået en del mere omtale end forventet, efter steward Steve Slaters alternative reaktion på en uforskammet passager i sidste uge. Og kvinden i filmen her er næppe heller enhver stewards yndlingspassager.