Danmarks største fitnesskæde, Fitness World, har længe været på udkig efter en strategisk partner på det digitale område, og nu er partneren fundet efter et digitalt bureau-pitch med deltagelse af større danske bureauer.
Pitchen faldt ud til Creunas fordel.
– Vi har valgt Creuna, fordi de har en stærk forretningsfunderet tilgang til arbejdet med digitale medier. De har vist at de forstår vores forretningsmæssige potentiale på det digitale plan og er kommet med en række konkrete, kreative og forretningsorienterede løsningsforslag, der kan udrulles uden de store tekniske omlægninger. Vi glæder os til at komme i gang med samarbejdet og til at se de nye tiltag komme til live,” lyder det fra Online Manager, Lasse Rubin Skov hos Fitness World i en pressemeddelelse.
Digitalt potentiale skal udnyttes
Heraf fremgår det også, at selvom fitnesstræning i høj grad er et fysisk produkt, ligger der et uudnyttet potentiale i de digitale medier for at tilføje nye dimensioner til produktet og dermed forbedre trænings- og serviceoplevelsen for Fitness Worlds medlemmer.
Og med mere end 700.000 danskere i markedet for fitness er der også store forretningsmuligheder for Fitness World at hente på dette område, lyder det fra Creuna.
– Fitness World er på mange måder en spændende partner. For det første har de markante forretningsambitioner, som en stærkere digital tilstedeværelse kan være med til at imødekomme. Fitness World anerkender, at de digitale kanaler fremadrettet kommer til at spille en hovedrolle i at servicere deres kunder målrettet, og de har modet til at satse på det digitale. Vi ser meget frem til understøtte dette fokus, både på det strategiske, konceptuelle og tekniske plan, siger Thomas Kruse Andersen, Director, Clients & Sales hos Creuna.