Fitnessdk følger i kølvandet på moderselskabet, Parken Sport & Entertainment, og vælger Partners som ny bureausamarbejdspartner.
– Vi har valgt Partners og PeopleGroup til at tage vores kommunikationsplatform til et nyt niveau. Vi har i dag et super godt udgangspunkt med et stærkt brand, men vi ønsker at tilføje vores kommunikation ekstra vitalitet – derfor har vi valgt den helt perfekte samarbejdspartner, siger salgs- og marketingdirektør Tom Petersen fra fitnessdk.
Sideløbende med den nye kommunikationsplatform, arbejdes der hos fitnessdk løbende med at styrke kvaliteten.
Dette sker bl.a. gennem udvikling af nye træningskoncepter og holdtyper, tillægsydelser som slank og personlig træning, løbende uddannelse af de mange medarbejdere samt en fornyelse af maskinerne i mange af de 40 centre.
– Sundhed og velvære er en megatrend, og vi vil meget gerne styrke vores position på markedet, så vores nuværende medlemmer bekræftes yderligere i de har truffet det rette valg. Og potentielle medlemmer synes, at vi er et godt bud, når de skal vælge fitnesscenter. Det skal kommunikationen naturligt løfte noget af vejen, men det er i oplevelsen, beviset for vores kvalitet skal findes. Her forventer vi os meget af vores nye bureaupartner, der indtil nu har vist rigtig god forståelse for vores muligheder og udfordringer på den front, slutter Tom Petersen.
Hos Partners og PeopleGroup, er det en glad direktør, der byder den nye kunde velkommen.
– At få lov til at arbejde med et stærkt brand som fitnessdk er fantastisk, og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet, siger Bjarne Spellerberg Orfelt, administrerende direktør i Partners og PeopleGroup.
Med fitnessdk som ny kunde, har PeopleGroup/Partners stort set landet alle selskaber i Parken Sport & Entertainment. Blot Lalandia mangler.