Med ca. 460.000 medlemmer fordelt på 149 centre landet over, er Fitness World suverænt Danmarks største fitnesskæde.

Det forpligter også til en solid og engagerende tilstedeværelse på de sociale kanaler – og til at hjælpe med bl.a. udvikling og produktion af content til SoMe, har fitnesskæden indgået aftale med det kreative bureau Wonderland.

– Fitness World tilbyder først og fremmest et fysisk produkt, eller oplevelse om du vil, og det er netop den gode fysiske medlemsoplevelse, vi i højere grad ønsker at formidle ved hjælp af vores sociale kanaler, siger Charlotte Nordland, der er Social Media Manager hos Fitness World, og tilføjer:

– Wonderland har bevist, at de har god forståelse for markedet og, at de hurtigt og effektivt kan eksekvere de idéer de præsenterer for os. Derfor har vi valgt at indgå et samarbejde af mere fast karakter.

Et levende brand

Og hos Wonderland er man naturligvis yderst tilfreds med den nye aftale:

– Det sidste halve års tid har vi haft et øget fokus på at styrke vores social media afdeling, så en aftale som denne giver helt klart fornyet motivation, siger projektleder August Kalsø Rein.

Om samarbejdets målsætninger tilføjer han:

– Brandet skal i højere grad plejes og gøres levende. Indholdet på de sociale kanaler skal derfor være mere engagerende og afstanden mellem de fysiske centre og brandets online tilstedeværelse skal mindskes. Vi er allerede godt i gang og vi glæder os til at udvikle en masse motiverende indhold fremadrettet. 

I slutningen af 2016 landede Wonderland en lignende aftale med fitnesskæden Urban Gym, der ejes af netop Fitness World.

Siden da har Wonderland stået for udvikling og produktion af content samt rekruttering og aktivering af influencers, hvilket ligeledes er begyndt at fylde mere hos bureauet.   

Se en af Wonderland og Fitness Worlds videoer her.