Hvis De har planer om at tilbyde mit lille firma en vare eller tjenstydelse, vil jeg stærkt fraråde Dem at sende en uautoriseret og uopfordret telefax. Der er stor sandsynlighed for, at jeg på en eller anden måde responderer, men ikke ved at købe Deres ragelse.
De kan prøve at hidse mig ned og sige, at jeg er en krakilsk kværulant, og De har sikkert ganske ret, men jeg finder mig altså ikke i at skulle lægge maskine, papir og printerblæk samt opmærksomhed til Deres trut i trompeten. Så hold nallerne væk for Deres egen skyld.
På en enkelt dag lå der tre dumme ark i maskinen, og hvis vi ganger med 365, vil Deres påtrængende faxfusk have kostet adskillige hundrede kroner i materialer og – hvilket er værre – en masse ærgrelser.
Handelsselskabet Her & Nu bestormer mig således med en række produkter under overskriften “KANON BILLIGT!“. Man må da også sige, at 124 kr. for 400 meter Svane fnugfri v/ køb af 36 ruller lyder fristende, ligesom man skulle være glad for at få 55 sække olieabsorberende granulat for 2,20 kr. sækken. For ikke at tale om Nutex pudsekluden, der ikke fnugger, og Svane værkstedskluden, der ikke bare er suveræn stærk, men også suger perfekt.
Den eneste fejl er imidlertid, at jeg ikke er indehaver af en galvaniseringsanstalt eller et dieselværksted og således er ude af stand til at drage nytte af de nævnte produkter. Dette har jeg høfligt søgt at meddele handelsselskabet Her & Nu på Hvidsværmervej i Rødovre. Hr. Anonymsen nægter at slette os af fax-listen og vil heller ikke fortælle, hvor han har skaffet vores faxnummer. Er TeleDanmark mon indblandet i affæren?
I simpelt selvforsvar har jeg nu nogle gange ringet til Her & Nu og afgivet ganske betydelige ordrer på 200 sække granulat, 100 kasser Nutex og 400 sække bomuldslagner, der er “skæret“ i ca. 50 x 50 cm. Ordremodtageren bliver mere og mere begejstret, lige indtil afmeldingen og den påfølgende rørpålægning. De kan sige, at det er dumt og barnligt, men det er altså endnu mere dumt af handelsselskabet at benytte sig af værdiløse emnelister fremfor at indkredse målgruppen. Nye sanktioner vil blive udtænkt, så bare vent.
Det Blå Team er “et konkurencedygtigt alternativ“ (stavet alternativt), men vi skal ikke bruge vikar- og anden assistance af både faglært og ufaglært arbejdskraft, så vi ønsker ikke yderligere information. Bliv væk!
Forleden kom en rigtig latterlig fuxfax fra det hidtil ubekendte forlag Hestnes i Odense, der udgiver bøger af forfatteren Stefan Hestnes, som “til daglig arbejder som journalist og har en baggrund som marketingchef og direktør“. Nu har han samlet sit livs visdom i bogen “Succes med PRESSEmeddelelser – kneb, ideer og finesser, når budskabet skal ud – billigt!“.
“Tør du lade dine konkurrenter købe den før dig?“, spørger faxen, og det tør vi naturligvis ikke. Og 122 kr. inclusive moms, porto og ekspedition er da virkelig billigt for at lære denne erfarne mands råd og vink nærmere at kende. Værket, der er på 64 sider, kan vi vende tilbage til.
Flux bragte posten næste dag hr. Hestnes’ pjece med en faktura på 122 kr. Jeg sendte omgående pr. brev en modfaktura for uautoriseret brug af faxen og dens materialer på 150 kr. og modregnede hans faktura, således at han skylder nu mig 28 kr. Inspireret af hans egen faktura anførte jeg et rykkergebyr på 500 kr. og en årlig rente på 200%. Nu skal det vise sig, hvad den snedige forfatter af værker som “Succes med høns i haven (snart udsolgt)“ og nyheden “Norsk Fjeldhåndbog“ (298 kr.) vil træffe af modforanstaltninger.
De kan mene, at jeg går for brutalt til værks, men et brev fra Forbrugerombudsmanden oplyser, at der ikke er regler for kommercielt faxmisbrug, så man er nødt til at tage sagen i egen hånd. Ellers udvikler fixfaxeriet sig til ren terror.