En af Danmarks førende branded content-eksperter Jan Godsk får endnu en fjer i hatten. Han er netop udnævnt til den første formand for BCMA Scandinavia, der er den britiske Branded Content Marketing Associations nye knopskydning.
– Vi er glade for at åbne op i Skandinavien og ekstra taknemmelige for, at Jan accepterer opgaven. Hans første og fornemste opgave bliver at tiltrække nye medlemmer, siger Andrew Carter, CEO for BCMA.
– Vi skal arbejde sammen for at skabe en best practise standard inden for branded content og sikre, at den bedste viden deles med interesserede i Skandinavien.
At Jan Godsk er valgt skyldes bl.a., at danskeren har dokumenteret branded content eksekvering for virksomheder som fx Ford og Unilever.
Erfaring fra VM i reklame
Og at han var en af de første, Cannes Lions-organisationen henvendte sig til, da den for et par år siden etablerede branded content & entertainment som kategori i Cannes.
– Branded Content & Entertainment anses i dag for et af de vigtigste marketing-værktøjer, hvilket ikke mindst skyldes BCMA’s arbejde gennem 10 år. I dag er BC&E kategorier i Cannes, Webby, Lovie og andre kreative festivals, hvilket er en cadeau til folk, der arbejder seriøst med content, siger Jan Godsk.
– Fra at være et buzzword og hype er branded content anerkendt bredt som forretningsdriver. Jeg glæder mig til at være en del af en proces, hvor vi deler den nyeste viden til glæde for brands, slutter Jan Godsk.
Er du interesseret i at møde Jan Godsk, er han tilstede, når BCMA fejrer 10 års jubilæum fredag den 7. marts i Huset Markedsførings lokaler. Her præsenteres endvidere ebogen ”Best of Branded Content”, hvilket er en verdenspræmiere.
Samtidig kommer superbureauet Forsman & Bodenfors og gennemgår ”the Epic Split” casen for Volvo Trucks.