Smartphone-bølgen har ikke ligefrem gjort det nemmere – men givetvis sjovere – at være annoncør.
Flere digitale muligheder kræver nemlig nye formater, hvilket er lig med flere udfordringer og udgifter til eksempelvis bannerannoncer. Samtidig har mange annoncører udviklet egne kommercielle apps, som langt fra altid har resulteret i de tusindevis af downloads og brugere, alle involverede i apps-projektet naturligvis drømte om.
Det amerikanske reklamenetværk Greystripe, som netop nu gør dets entré i Danmark, vil kombinere de tilsyneladende adskilte app- og bannerverdener ved at tilbyde annoncører (eller måske mest af alt mediabureauerne) muligheden for at tilbyde banner-eksponering på tværs af mobil- og webplatforme
Selskabet træder således ind på det danske marked med en teknologi, der gør det muligt at vise flashbannere i Apples produkter som iPad og iPhone. De kan naturligvis også vises i Android. Annoncører kan med andre ord fremover benytte de samme bannerannoncer på flere net- og på mobilplatforme, hvilket sikkert kan spare en del udviklingskroner rundt omkring.
Pricerunner-ejer står bag
Greystripe blev i april købt af ValueClick Inc., som i Danmark også ejer pris- og produktsammenligningstjenesten PriceRunner.dk. Selskabet arbejder bl.a. sammen med brands som HP, Axe, Microsoft, Burger King og Jeep.
Hos Pricerunner.dk er det Country Manager Martin D. Andersen, der skal introducere de danske annoncører til Greystripe-netværket.
– Vi kan nu tilbyde annonceplads til danske annoncører i over 1.700 udvalgte iOS– og Android-apps. Som eksempler kan nævnes apps fra Disney, Sony og EA Games, siger han.
Han fortæller, at Greystripe-netværket primært består af apps fra store, internationale brands, som danskerne i høj grad bruger i dag.
– Vi kan fra start garantere en rækkevidde på mindst 65.000 daglige unikke danske smartphone-brugere, og det vokser konstant, slutter han.
Du kan læse mere om Greystripe-netværket
her.