Da Fleggaard i 2017 gik i luften med et nyt reklameunivers, var det med Casper Christensen i spidsen for en hel underholdningsserie i stil med Klovn.

Men nu vender Fleggaard tilbage til mere klassisk reklame i et nyt, humoristisk univers, som bliver lanceret med tv-spots og digital markedsføring onsdag. Bag det nye univers står bureauet Uncle Grey, der har arbejdet sammen med Fleggaard i over et årti.

“Der har været et ønske om at komme tilbage til et mere klassisk reklameformat. Så selvom vi havde rigtig god effekt af Casper Christensen-universet – vi kunne eksempelvis se, at det var næstmest sete på tv udover Badehotellet – så har vi en platform nu, hvor du nemmere kan lægge produkttilbud ind,” siger Lars Samuelsen, kreativ direktør i Uncle Grey, til Markedsføring og tilføjer:

“Grundlæggende er tanken med universet, at vi laver en platform, hvor man også kan se os lave video nummer otte, ni eller 10. Det er en platform, vi kan eksekvere på over en længere årrække.”

Slikkanoner og sodavandsraketter mod rummet

I de nye reklamevideoer ser vi blandt andet en ung knægt og hans far, der til en fødselsdag prøver at affyre en lille flaskeraket uden held – derefter skifter scenariet, og pludselig er han på vej mod rummet spændt fast til et væld af sodavand.

Videoen spiller på Fleggaards mangeårige slogan, “Lige over grænsen”. I det ene scenarie er vi ”under grænsen”, og i det andet er vi ”over grænsen”. Fleggaard er så stedet, der rammer midt imellem de skuffende og det, der går for vidt, er pointen. I en anden reklamevideo ender en mor med at angribe sin familie med en slikkanon, imens hun råber, “Så er der fredagsslik”. Videoerne er lavet sammen med produktionsselskabet Honeytrap.

“En af de ting, vi rigtigt gerne vil med Fleggaard, er at arbejde med et bredt, folkeligt og humoristisk univers. Kreativt vil vi gerne have en let og underholdende stemning, der flugter med at handle i Fleggaard,” siger kreativ direktør Lars Samuelsen.

“Vi forsøger at tage Fleggaards platform og tagline med “Lige over grænsen”, som vi debuterede med for cirka 10 år siden, og bringer den i spil på en ny måde. Det er en af de linjer, der har bidt sig bredt fast i danskernes bevidsthed. Vi er nogle gange hurtige til at give køb på de her linjer, men det er et af de helt store assets for Fleggaard. Det kan noget helt særligt for mærket. Derfor vil vi hellere give linjen et nyt liv end at finde på noget helt nyt,” siger den kreative direktør.

Ind i en ny tid

Fleggaards “Lige over grænsen”-univers har været igennem mange ture, siden det blev introduceret. I første omgang var det blandt andet med en video med topløse kvinder, der sprang faldskærmsudspring, som skabte stor ros og debat.

Credits for videoer

Fleggaard Detail

Marketingdirektør: Mette Sørensen

Uncle Grey

Creative Chairman & strategisk direktør: Lars Samuelsen

Creative Director: Andreas Hoff

Chief Operating Officer: Charlotte Porsager

Executive Producer: Casper Rasmussen

Honeytrap

Director: Simon Bonde

Executive producer: Malene Dyhring

Produktionsleder: Lotte Rørbye

Fotograf: Rasmus Heise

Set designer: Lasse Vejby

Kostumier: Jane Whittaker

Sminkør: Sofie De Mylius

Klipper: Adam Nielsen

Sound designer: Samuel Lehn

Grade / CGI / VFX: Mikael Balle / Copenhagen VFX

Speaker: Krede

Men Fleggaard vil i dag gerne gå i en anden retning, siger Lars Samuelsen.

“Historisk har vi i Fleggaard-universet generelt også brugt komik og underholdning. Tidligere var det med nogle virkemidler, som man dog nok ikke ville bruge i dag på samme måde. Vi har opdateret universitet, så det passer med tidsånden i dag.”

Tænker du på, at man tidligere eksempelvis har brugt kvinder humoristisk i universet?

“Ja, eksempelvis. Det er ikke for at skue for meget tilbage. Men verden har rykket sig i forhold til for 10 år siden. Det kunne også være, at man tidligere spillede mere på folk, der slår sig eller på stereotyper. Vi vil generelt gerne et sted hen, som stadig er underholdende, men som også er fleksibelt og tidssvarende.”

Skal øge grænsehandlen

Lars Samuelsen kan ikke afsløre den samlede pris for reklameuniverset. Men han fortæller, at målet grundlæggende er at få øget danskernes lyst til at tage over grænsen for at handle.

Hvad er KPI’erne for kampagnen?

“Helt blødt er det, at Fleggaard og grænsehandel igen skal komme ind i danskernes bevidsthed. Under corona har det været ramt, så det skal vi have gang i igen. Generelt vil vi også gerne øge kendskabsgraden til Fleggaard og øge salget. Men kendskabsgraden er faktiks svær, fordi så mange kender Fleggaard. De er så langt foran nummer to i grænsehandel, at det er helt vildt.”

Hvor stort går kampagnen ud?

“Den går ud i både tv-spots og i digital markedsføring på sociale medier. Det er også klart, der er noget geografi i det, da der er visse dele af Danmark, der nok er mere tilbøjelige til at tage ned over grænsen for at handle. Planen er, at det i hvert fald i første omgang skal køre i et år med forskellige faser.”

Fra marketingdirektør Mette Sørensen i Fleggaard lyder det, at det har været vigtigt ikke blot at sætte en enkelt kampagne i søen for virksomheden.

”Det var vigtigt for os at få udviklet en brandplatform og ikke blot en kampagne. Den skulle samtidig have en bred folkelig appel og fokusere på, at grænsevarer til skarpe priser ikke bare betaler sig, det sætter også krydderi på tilværelsen,” udtaler hun i en pressemeddelelse.

Og det er netop pointen med universet, siger Lars Samuelsen fra Uncle Grey.

“Når vi kommer ned over grænsen, er det for mange et frirum, hvor vi køber nogle ting, vi ikke normalt gør. Der er lidt mere fredag og lørdag over det med slik og sodavand og alkohol.”

Du kan se de to første reklamer i kampagneuniverset fra Fleggaard Uncle Grey her.