Den store købmand ved grænsen skifter ud i marketingtoppen, og det samme gør Føtex.
Hos Fleggaard stoppede marketingchef Nanna Harder med udgangen af november for at tage udfordringen op som reklamechef hos Føtex. Og der kommer hendes afløser fra.
Den 1. januar tiltræder Pernille Krøyer stillingen som marketingchef hos Fleggaard.
Hun kommer fra en stilling som varehuschef hos Føtex i Greve, har været salgsdirektør for Nettokæden i Danmark og tidligere markedschef for 7/11.
– Nu står der 1-1, siger administrerende direktør Mike Simonsen og fortsætter:
– Nanna fik et nyt job, som hun gerne ville prøve kræfter med, og hendes stilling var hverken en, jeg har brug for eller lyst til at spare væk.
Mike Simonsen fortæller, at skiftet ikke umiddelbart får indflydelse på de igangværende kampagner og samarbejder, der blandt andet tæller lettere afklædte mænd og reklamebureauet Uncle Grey.
– Pernille er hardcore købmand, som det ville have været naturligt at ansætte som salgsdirektør, men nu var det en anden stilling, der var ledig. Hun er en meget allround og stærk spiller, og for en marketingchef er det utrolig vigtigt at vide, hvad der foregår i salgs- og indkøbsleddet, hvilket selvfølgelig bliver en force for os.