– Det er næppe sandsynligt, at Post Danmark A/S vil miste hele distributionen af erhvervs- og fagblade. Post Danmark A/S vil således fortsat skulle konkurrere med andre distributører om dette marked, skriver trafikminister Flemming Hansen (K) i et svar til Keld Albrechtsen (EL).
Enhedslistens trafikordfører havde spurgt til den samlede virkning for postvæsnets økonomi, hvis nedskæringen i bladtilskuddet fører til at erhvervs- og fagblade flytter distributionen af blade væk fra postvæsnet.
I svaret konstaterer trafikministeren det selvfølgelige, at såfremt reduktionen i bladtilskuddet betyder, at distributionen af erhvervs- og fagblade flyttes væk fra Post Danmark A/S, vil dette naturligvis betyde, at
Post Danmark A/S omsætning falder.
– Effekten på Post Danmark A/S’ økonomi vil derfor afhænge af konkurrencesituationen på markedet for distribution af de pågældende blade, konkluderer Flemming Hansen.
Mediebranchen må nøjes med officielle folketingssvar fra trafikministeren, da han afviser at møde branchen eller udtale sig om bladportobesparelsen til journalister.
Vicedirektør Anders Due, Post Danmark, fastslår i det ny nummer af fagbladet “Fagpressen”, at postvirksomheden beregner sig den porto, som markedet for distribution af publikationer kan bære.
– Bladordningen er ikke særlig lukrativ for os, fordi der ikke er avance for omdeling af bladene. Når det bliver et rent kommercielt anliggende, er vi nødt til at have en prisstruktur, som dækker vore omkostninger og give en rimelig
margen,” siger Anders Due til bladet. /DJ