I årevis har LD (Lønmodtagernes Dyrtidsfond )været en solid støtte for Parkens bestyrelsesformand, Flemming Østergaard. Men for nylig sagde Parkens hovedaktionær stop. Det var således LD, der i november tog initiativ til et opgør med Flemming Østergaards lukrative millionbonusser, som siden 2002 har sikret bestyrelsesformanden mindst 23,2 milioner kroner.
– Vi stillede simpelthen som betingelse, at bestyrelsesformanden agerer mere i overensstemmelse med almindelige governance-principper. Parken-formanden skal ikke lønnes ud over sit formandshonorar, der i øvrigt skal være af en mere normal størrelse, siger Carsten Koch, administrerende direktør, LD.
Kravet kom i forbindelse med kriseforhandlinger om Parkens økonomi, der for alvor blev sendt til tælling med fremlæggelsen af regnskabet for de første ni måneder af 2009, som viste et underskud før skat på 254 millioner kroner. Samtidig kæmper Danmarks største underholdningskoncern med en milliardgæld efter flere år præget af opkøb, udvidelser og et væld af nye forretningstiltag, hvoraf langt størstedelen er sket for lånte penge. Med en ejerandel på 30 procent har LD spillet en central rolle i forhandlingerne mellem Parken, Parkens bank, Nordea, og storaktionærerne i forsøget på at nå til enighed om rammerne for at sikre betrængte Parken omkring 500 millioner kroner i frisk kapital.
Jyllands-Posten Erhverv side 3.