Amerikanske Wall Street Journal, britiske Financial Times gør det, og for nylig annonccerede amerikanske Newsday også at det kommer.
Det handler om betaling eller ikke betaling for hele eller dele af indholdet på mediernes hjemmesider. Og det er – i disse annonce-krise-tider – et hedt emne.
Nu fortæller brandrepublic.com så, at de to store britiske aviser The Times og The Independant også er i fuld gang med overvejelserne om at introducere betalingsindhold på deres sites.
Gavin O’Reilly, der er øverste chef i Independent News & Media, som ejer The Independent, siger:
– Der ligger ikke nogen formel plan, men jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at se mere og mere indhold rykke ind under en eller anden form for betalingsmodel. Så vi er i gang med at kigge på forskellige modeller.
Ifølge The Telegraph er også The Times på vej i den retning.
Og i sidste uge sagde Ann More, der er øverste chef for den amerikanske magasin-gigant, Time Inc., at man også her overvejer betalingsmodeller på populære sites som time.com og people.com.