Danskerne får nu endnu en chance for at få fat i det franske satiremagasin Charlie Hebdo, efter at de 300 eksemplarer i Danmark blev revet væk sidste fredag.
En ny sending af magasinet sælges over hele landet i dag.
I sidste uge stod folk i hele Europa i kø fra tidlig morgen for at få et eksemplar af det første nummer af Charlie Hebdo efter terrorangrebet på redaktionens medarbejdere 7. januar.
12 blev koldblodigt skudt og dræbt.
Forsiden er prydet af en tegning af den grædende profet Muhammed, som med en tåre i øjenkrogen betror læserne “Je suis Charlie” (Jeg er Charlie). Magasinet blev revet væk.
I denne uge er det lykkedes Bladkompagniet at få fingre i 5.000 eksemplarer af særudgaven, der kommer ud i landets kiosker i dag.
/ritzau/