For tredje år i træk sætter Coca-Cola gang i en global kampagne, der skal rette fokus mod – og indsamle penge til – kampen mod AIDS og HIV i Afrika.

Samlet set har Coca-Cola nu doneret over 40 mio. kroner til kampen mod sygdommen, og i år er musikken det centrale omdrejningspunktet for kampagnen. Indsatsen kører i samarbejde med (RED) – den velgørende  HIV/AIDS-organisation, som bl.a. U2-forsangeren Bono var med til at oprette i 2006.

I år hedder kampagnen ”Sounds of an AIDS-free generation” og ifølge Coca-Cola er netop dette års kampagne særlig vigtig, fordi 2013 var det første år, hvor antallet af mennesker i behandling for den frygtede sygdom var højere end antallet af ny-inficerede.

Til adweek.com siger Emmanuel Seuge, der er VP Global Alliances and Ventures hos Coca-Cola:

– Et af de primære mål med kampagnen er at bruge musikken til at få millenium-generationen i tale og få dem til at forstå, at en AIDS-fri verden er inden for rækkevidde.

Queen-forsanger genopstår

Kampagnen kommer til at rumme musik fra kunstnere som Aloe Bacc, OneRepublic, Avicii og Wyclef Jean, som alle udsender eksklusivt materiale for at rejse penge til den gode sag.

Og debut-nummeret, som du kan høre i YouTube-klippet under artiklen her, er fra ingen ringere end Queen: et hidtil ukendt nummer med titlen ”Let Me in Your Heart Again” med ind-mixet vokal fra bandets legendariske forsanger Freddie Mercury, som selv døde af AIDS tilbage i 1991.

I forbindelse med kampagnen giver Coca-Cola sine fans mulighed for at donere penge og – afhængigt af donationens størrelse – modtage gaver, fra badges, videoer og plakater til t-shirts med kunstnerautografer og VIP-oplevelser med Aloe Bacc og Wyclef Jean.

Coca-Cola donerede oprindelig 5 mio. dollar – svarende til omkring 30 mio. kroner – til (RED)-projektet og har i år tilføjet yderligere 2 mio. dollar, altså cirka 12 mio. kroner.

Besøg kampagnesitet her – hvor du bl.a. kan vinde præmier, som fx at hænge ud med Bono i studiet en dag eller får en rundvisning i Queens studie og komme med dem på scenen

Og lyt til det nye Queen-nummer her.