Flere aktionærer afviser nu Duponts bud på 665 kr. per aktie for Danisco. Aktionærerne håber på at kunne tvinge et højere bud ud af Dupont.
Dupont har budt 665 kr. per aktie, svarende til 36 mia. kr. for hele Danisco. En række investorer, der bl.a. inkluderer AP Pension og SEB, har dog meldt ud af de vil takke nej til det nuværende bud fra Dupont. Derudover ventes bl.a. Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Nordea at sige nej til tilbuddet.
– Det er korrekt. Vi mener kursen er for lav. Hvor højt den skal op, vil vi ikke åbne for en debat om her og kommentere nu, siger Søren Dal Thomsen, administrerede direktør i AP Pension.
Derudover ventes mange småaktionærer sandsynligvis også at sige nej til tilbuddet. Dupont skal have et ja fra mindst 90 pct. af aktionærerne for at handlen kan gå igennem. Derefter kan den amerikanske kemigigant tvangsindløse resten af aktierne.
Nyhedsbureauet Direkt /Borsen.dk