Turismeorganisationen VisitDenmark har underskrevet en ny samarbejdsaftale med de seks vigtigste kinesiske turoperatører – en aftale, som kan give tusindvis af nye kinesiske turister til Danmark.
Aftalerne skal bl.a. sikre, at turoperatørerne får udviklet bedre Danmarksprodukter, og at de kinesiske turisters ophold i Danmark forlænges.
Dertil kommer, at aftalerne skal sikre en fælles markedsføring af Danmark igennem både turoperatørernes og VisitDenmarks markedsføringskanaler.
Det forventes, at aftalerne vil resultere i yderligere 50.000 kinesiske overnatninger i Danmark over de næste tre år.
Adm. direktør Jan Olsen fra VisitDenmark, siger i en pressemeddelelse:
– Kinesere, der kommer til Danmark, rejser typisk hertil som en del af en rundtur i Skandinavien. I disse rundrejseprogrammer er der kun lagt en eller max. to overnatninger i Danmark. De strategiske samarbejdsaftaler skal blandt andet resultere i, at de kinesiske turister opholder sig i flere dele af Danmark og i længere tid, end de normalt gør.
I 2014 forventes 165.000 kinesiske overnatninger – primært i København – men de nye aftaler skal medvirke til at sikre, at også resten af landet får besøg af flere overnattende kinesere.
Fra 2012 til 2013 er de kinesiske overnatninger i Danmark steget med 33 procent, og med de nuværende vækstrater forventes Kina at blive blandt de 5-10 vigtigste markeder for dansk turisme i 2020.