Dagene, hvor rejsekataloget blev bestilt hjem til postkassen, og hele familien sad i stuen og udfyldte en blanket med sirlige blokbogstaver, er for længst forbi.

I dag gør man den slags på nettet, og selv om størstedelen stadig benytter sig af pc’en (66 procent) eller tablet’en (21 procent), så bestiller flere og flere faktisk rejsen via mobilen.

Sådan lyder meldingen fra rejseselskabet Apollo, hvor 12 procent af alle onlinebookinger i perioden 1. maj til 14. juni i år er foretaget via smartphone.

– Lige nu går det meget stærkt med mobilbooking-tendensen. Mens dette segment slet ikke eksisterede for blot 1-2 år siden, så har vi en ret stor andel af vores kunder, der køber deres rejse via deres telefon. Man har vænnet sig så meget til, at alt kan løses via mobilen, og man har alligevel telefonen klistret til hånden hele tiden, så der er ingen hindring for også at bestille en ferien fra sin smartphone, siger Glenn Bisgaard, kommunikationschef for Apollo.

Forventer yderligere vækst

Selskabet har en klar forventning om, at antallet af mobile konverteringer kommer til at stige yderligere over den nærmeste tid.

Dels fordi selskabet har lanceret en mere mobilvenlige bookingfunktion – og dels fordi der også er lanceret en ny app, der gør det muligt også at bestille feriens udflugter mobilt.

Tilbuddet blev lanceret for Apollos kunder i maj, og udflugter, der bestilles og betales via app’en, udgør allerede nu 10 procent af det totale udflugtssalg.

– Vi ved, at vores kunder gerne vil have en så nem og effektiv tilgang til de forskellige produkter, vi tilbyder. De fleste vil helst ikke være bundet af at skulle møde en guide i hotellets lobby kl. 9.30 onsdag formiddag. I stedet bestiller nogle allerede inden afrejsen, eller de sidder på altanen, når poderne tager en ferielur, og bestiller i ro og mag de udflugter, de finder interessante, siger Glenn Bisgaard.

Apollos app er siden lanceringen i maj downloadet godt og vel 3.500 gange.

Bookingtallene stammer fra 1.219 internet-interviews med folk, der netop har bestilt en rejse med Apollo. Mens 12 pct. af bookingerne er fortaget på mobilen, stammer 21 pct. af bookingerne i perioden fra tablet/iPad og 66 pct. er bestilt via computer. Herudover kommer de rejser, der bestilles via telefonen.