Ifølge en opgørelse, som Danmarks Statistik har lavet for Jyllands-Posten, er det i stigende grad kvinden, som tjener mest i familien.
For 10 år siden havde kvinden den højeste personlige indkomst i hvert fjerde parforhold, men nu tjener kvinden mest i hver tredje parforhold, viser opgørelsen, som inkluderer løn og overførselsindkomster hos alle par, der bor sammen.
Samtidig afslører lønstatistikker, at gruppen af højtlønnede kvinder i dag vokser langt hurtigere end gruppen af højtlønnede mænd.
Ifølge Danmarks Statistik er der på 10 år sket næsten en firedobling af antallet af kvinder, der tjener mere end 500.000 kroner om året, så der i dag er godt 91.000.
Til sammenligning er antallet af mænd, der tjener mere end 500.000 om året, i samme periode kun knap fordoblet til omkring 270.000, skriver Jyllands-Posten.
– Der er ingen tvivl om, at kvinderne i disse år overhaler mænd på alle mulige områder, men især inden for uddannelsesområdet stormer kvinderne frem, siger seniorforsker Helle Holt, fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.
Sammen med en række andre forskere forudser hun, at kvindernes fremmarch radikalt vil ændre vores familiemønstre og partnervalg.
Pointen er, at der bliver alvorlig mangel på veluddannede mænd til at gifte sig med de mange veluddannede kvinder.