Aller, Bonnier og Egmont er sultne efter at udgive flere magasiner. Til gengæld er markedet stort set støvsuget for små aktører, skriver Jyllands-Posten i dag.
Forlagsdirektør Per Ingdal fra Aller peger på, at udviklingen med flere nye danske magasiner vil fortsætte, fordi det blevet langt mere attraktivt og rentabelt at udgive magasiner: Folks lyst til at betale for et magasin er stadig stigende, mens de tekniske og redaktionelle omkostninger ved nye udgivelser er faldende.
Aller er aktuel med bladene Psykologi, Looks og Q samt Sommerhuset, mens Egmont, der udgiver magasiner via både Egmont Magasiner og Egmont Serieforlaget, senest har sendt ungdomsmagasinet Rundfunk Mag på gaden.
Bonnier Publications står bag det nye magasin Digital foto og er via sit ejerskab i Forlaget Benjamin aktuel med mandebladet FHM i både Danmark og Norge.
Med en voksende interesse for magasiner skulle man tro, at der var plads til nye aktører i markedet.
Men tendensen er, at store udenlandske magasinkoncerner som Emap og Time Warner bliver væk, fordi Danmark er et lille marked med tre stærke aktører, mens de små selskaber, som forsøger sig, som oftest må give op.
Produktchef i DSB Detail, Claus Offersen, med ansvar for læsestoffet i DSBs kiosker, har noteret, at der med trioen som motor er blevet flere danske titler i et samlet sortiment på flere end 2000 danske og udenlandske blade.
– For tre år siden var gruppen med computerblade størst, i dag er det damemode og livsstilsprodukter, der sælger bedst, siger Offersen, der fortæller, at Egmonts Rundfunk Mag er gået ind på førstepladsen blandt ungdomsmagasinerne.