DSB udvider nu sit samarbejde med de gulklædte Natteravne, en frivillig organisation, der i mere end 10 år har arbejdet for bl.a. større lokal tryghed i de danske gader – først og fremmest med fokus på børn og unge.
Siden den 1. juni i år har Natteravnene forsøgsvis kørt på Køge Bugt-strækningen, og det samarbejde har fungeret så godt, at ordningen nu udvides.
Foreløbig frem til den 28. februar har Natteravnene derfor fået mulighed for at køre gratis på alle S-togsstrækninger. Dermed får de bedre mulighed for at sprede deres indsats over hele hovedstadsområdet.
– Vi er meget glade for, at aftalen med Natteravnene er kommet i stand. Vi vil gerne tage vores ansvar alvorligt ved et tæt samarbejde med en god frivillig organisation som Natteravnene, ligesom vi f.eks. også samarbejder med Røde Kors om indsamling af 25-ører. Vi ved, at nogle af vores kunder ønsker mere personlig tilstedeværelse i togene om aftenen, så Natteravnene gør en rigtig god indsats ved nu at kunne være til stede i alle vores tog, siger adm. direktør i DSB S-tog, Gert Frost.
Men hvis det står til Gert Frost, stopper samarbejdet ikke her.
– Dels arbejder vi på lokale initiativer, hvor Natteravnene f.eks. bliver tættere knyttet til stationen ved at få stillet opholdslokaler på stationerne til rådighed. Dels kan jeg se flere muligheder for samarbejde i fremtiden, f.eks. fælles konflikthåndteringskurser eller ved, at vi som virksomhed går ind og støtter Natteravnenes aktiviteter og kampagner økonomisk. Desuden overvejer vi muligheden for en intern hvervekampagne i DSB med henblik på at skaffe flere frivillige til Natteravnene, siger Gert Frost.
sit