Arla Foods har indtil videre nøglehulsmærket 13 mejeriprodukter, men yderligere 19 produkter er nu på vej til at få nøglehulsmærket i forbindelse med emballage- og design-ændringer.
Når emballagerne er ændrede, vil nøglehulsmærket dermed være at finde på 43 procent af Arlas friskvarer, dvs. blandt andet mælk og yoghurt.
Alene på mælk vil cirka 475.000 nøglehuls-mærkede kartoner blive solgt om dagen, oplyser mejeriet.
Dermed ønsker Arla at vise sin støtte til ordningen, der skal hjælpe forbrugerne med at vælge fødevarer med mindre sukker, mindre fedt, mindre salt og mange fibre.
– Nøglehulsmærket er unikt, fordi det i modsætning til andre mærker hverken kræver et særligt sprog eller en særlig ernæringsviden for at tage valget. Mærket gør det nemmere for forbrugeren at vælge sunde basisfødevarer – og dén udvikling støtter vi, siger Mette Hofman, der er afdelingsleder hos Arla Foods, som tilføjer, at der kommer flere til:
– Vi vil mærke så mange af vores produkter med nøglehullet som muligt i forhold til mærkningsordningen, og fremadrettet vil vi skæve til mærket, hver gang vi udvikler nye basisprodukter. Vi vil desuden fremover redegøre for vores brug af nøglehulsmærket i vores årlige CSR-rappport.
Nøglehulsmærkningen er en frivillig mærkning, som Den danske Fødevarestyrelse og de tilsvarende institutioner i Sverige og Norge fastlægger kriterierne for.
sit