HD i Afsætning har altid været et specialstudium. Nu er studiet på CBS blevet et endnu mere udpræget specialstudium, opdelt i 4 faglinier, som de studerende kan vælge imellem på studiets 7. og 8. semester.
De 4 faglinier er:

Anvendt Markedsanalyse

Denne faglinie giver de studerende en brugerorienteret indføring i analyse og anvendelse af markedsdata indenfor bl.a. produktpositionering og – udvikling, segmentering, Customer Relationship Management, konkurrentanalyse, datamining. Fagansvarlig: Marcus Schmidt.

Detailhandel/Vertikale systemer

Rollerne i det vertikale system forandres løbende, og tilsvarende gør de strategiske og markedsmæssige udfordringer. På denne faglinie g ives et overblik over de samlede “Business systemer” ( leverandører, distributører og detaillister) og indblik i de enkelte aktørers roller, funktioner og opgaver. Fagansvarlig: Mogens Bjerre.

Markedsdialog

Denne faglinie giver de studerende kendskab til hele paletten af marketingværktøjer, f.eks. integreret markedsdialog, traditionel massekommunikation, sales promotion, direct marketing og digitale markedsføringsredskaber. Fagansvarlig: Ole E. Andersen.

Markedsføringsplanlægning

Denne faglinie indfører de studerende i aktuelle og relevante metoder og modeller, som bruges ved systematisk markedsføringsplanlægning. De studerende kommer til at arbejde med problemidentifikation, analyse af markedsstrukturer, analyse af fremtidige markedspotentiale, markedsføringsplaner for Business to Business og Business to Consumer. Fagansvarlig: Stig Ingebrigtsen.

Sideløbende hermed er der endnu en faglinie, beregnet for de studerende, der ønsker at specialisere sig i Udenrigshandel. Denne faglinie hedder In ternational Business med fokus på international ledelse herunder indsigt i koordination af værdikædeaktiviteter i flere lande og forskellige kulturkredse, udenlandske investeringer samt det multinationale selskabs rammebetingelser og rolle i det globale samfund, uformelle netværk og interorganisatoriske samarbejdsformer. Fagansvarlig: Bent Petersen.
Den sidstnævnte faglinie på HD-studiet i Afsætningsøkonomi blev oprettet til erstatning for det nedlagte HD-studie på det tidl. Institut for Udenrigshandel. Baggrunden for oprettelsen af de 4 førstnævnte faglinier er et ønske om at give de studerende mulighed for at specialisere sig i forskellige dele af afsætningsøkonomien. I overensstemmelse med teorien om customization sikrer dette den nødvendige faglige dybde og er med til at målrette dimittendernes kompetencer, siger studieleder Michael Petterson i en samtale med “Markedsføring”.

Obligatorisk basismodul

Hele uddannelsen på HD 2.del i Afsætningsøkonomi og Udenrigshandel er normeret til 2 år på deltid. De første to semestre udgør et obligatorisk basismodul, bestående af tre fag:
1) Problemidentifikation, informationsteori og modelbygning. Fagansvarlig: Marcus Schmidt.
2 Markedsbegreber og Efterspørgselsorientering. Fagansvarlig: Steen Ehlers.
3) Vertikale systemer, markedsprocesser og økonomisk analyse: Fagansvarlig: Steen Ehlers.


Virtuel kontra fremmøde

HD studiet i Afsætningsøkonomi / Udenrigshandel kan gennemføres på to forskellige måder. Som et rent virtuelt studie( e-learning) eller som alm. fremmødeundervisning.
På det virtuelle studie foregår al dialog mellem undervisere og studerende som e-learning. Studerende skal ikke møde op på studiet, bortset fra en introweekend og den afsluttende eksamen. Dette er navnlig velegnet for studerende med en høj rejseaktivitet.
På det virtuelle studie er der tilknyttet en fast stab af undervisere (coaches) hvilket sikre en personlig faglig sparring gennem hele studieforløbet.
Fremmødestudiet består af forelæsninger, holdundervisning, gruppearbejde, studiekre dse og projektarbejde, kombineret med virtuelle elementer.

Adgangskrav og betaling

HD-studiet hører til kategorien: “Åben uddannelse”. Dette betyder ikke, at uddannelsen er åben for alle og slet ikke at den er gratis.
For at blive optaget på HD Afsætningsøkonomi/Udenrigshandel kræves bestået HD 1. del, HA, markedsøkonomuddannelsen eller en tilsvarende adgangsgivende uddannelse. Derudover kræves mindst to års relevant erhvervserfaring.
Prisen pr. semester er kr. 13.000. Det virtuelle forløb kr. 20.000.- pr. semester.

Tæt på virkeligheden

HD 2. del i Afsætningsøkonomi og Udenrigshandel på CBS er udviklet i samarbejde med erhvervslivet. Gennem årene har der f.eks. været arbejdet tæt sammen med A.P.Møller-Maersk gruppen. Den tætte kontakt til erhvervslivet sikrer, at studiet hele tiden er rettet mod arbejdsmarkedets behov og baner vejen for nye udfordringer i dimittendernes karriereforløb. Det gør studiet direkte brugbart i den virkelighed, dimittenderne agerer i til daglig.