Det nye UncleGrey er tilsyneladende ved at få momentum, og bureauet kan nu føje yderligere to ny kunder til kundelisten.

Der er tale om det midtjyske energiselskab EnergiMidt, som ønskede friske øjne på deres kommunikation ”i et ellers konservativt marked”. Efter en bureaukonkurrence i slutningen af 2011, valgte energiselskabet således at placere sit b-t-b budget på UncleGrey.

Den anden kunde er mobilselskabet M1, som er en af udfordrerne på det danske marked for mobiltelefoni. M1 kom på reklamebanen efter en omstrukturering i marketingafdelingen, der førte til en bureaukonkurrence, hvor også Pravda og Aarhuskontoret var med.

En konkurrence som UncleGrey altså nu er gået sejrrigt ud af.

– Vi er superglade for at vinde to så forskellige og modige kunder, siger UncleGreys CEO, Rolf Bach Christensen, der tilføjer at bureauet allerede er “trukket i arbejdstøjet”, og at begge kunder betjenes af teams sammensat af medarbejdere fra København og Aarhus.

– Vi sætter det optimale team til hver enkelt opgave, også selvom vi er ved at blive ret vant til kaffen hos DSB, slutter Rolf Bach Christensen.