Det har været meget postyr siden Qatar blev valgt som vært for VM i fodbold i 2022.

Der har svirret påstande om korruption, bestikkelse, sikkerhed, kummerlige arbejdsforhold og for høje temperaturer til at kunne afvikle en fodboldkamp.

Sidstnævnte har udviklet sig til en saga, som det internationale fodboldforbund, FIFA, ikke hidtil har haft en løsning på, før man forleden meldte ud, at man sigter efter at afvikle turneringen i november og december måned.

Det store spørgsmål er naturligvis, hvilken konsekvens det vil få for den langvarige tradition, at VM i fodbold pludseligt går fra at være en fast sommerbegivenhed til at blive afviklet med sne uden for vinduerne?

Det er naturligvis et godt spørgsmål, også set ud fra et kommercielt synspunkt, da VM i fodbold som bekendt er verdens største mediebegivenhed.

Foreløbige beregninger fra mediebureuaet ZenithOptimedia viser, at tv-selskaberne ventes at gå sejrrigt ud af et vinter-vm i fodbold.

Mediebureauet anslår nemlig, at den britiske tv-omsætning vil stige med 122 mio. kroner, hvilket man begrunder med, at at der i vintermånederne er både er koldt og mørkt udenfor.

Det vil ifølge ZenithOptimedias Head of Forecasting, Jonathan Barnard få flere til at blive hjemme og dermed få færre til at gå ud på en pub for at se fodbold, hvorved udbuddet af tv-seere vil stige mellem 15 og 20 pct.

Forklaringen er, at gæster på pubs og andre beværtninger teknisk set, ikke indgår i målingerne af de officielle seertal.

Ydermere forklarer Jonathan Barnard, at priserne for airtime er højere i tiden op til jul end i juni og juli måned, hvilket naturligvis også spiler ind, når han vurderer adspend vil stige fra 387 mio. kroner til 509 mio. kroner.