Danske Banks topchef Eivind Kolding var formentlig tæt på at få morgenkaffen galt i halsen. Ifølge en række danske porteføljeforvaltere er Eivind Kolding nemlig nummer 44 ud af i alt 48 topchefer, når de rangeres efter dygtighed, skriver Jyllands-Posten.

Derimod placeres Nordeas topchef Christian Clausen på en samlet fjerdeplads på listen, der toppes af Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk. Listen udarbejdes af dansk Aktieanalyse.

Den finansielle sektor har også andre topchefer i top 10, nemlig Morten Hübbe fra Tryg som nummer 5 og Christian Sagild fra Topdanmark som nummer otte.

– Det gælder om at holde næsen i sporet. De bedste direktører er yderst solide uden at skulle være flamboyante i medierne hele tiden. De passer deres virksomhed og holder sig til deres geschäft. Samtidig er virksomhederne i toppen alle nogle, som er kommet om på den anden side af krisen, siger Kim Ruberg, adm. direktør og seniorpartner i Jøp, Ove & Myrthu, til Jyllands-Posten.

Jyllands-Posten