Der skal mere kvalitet i tv-udbuddet og større fleksibilitet i pakke-strukturen, når Yousee og andre danske tv-selskaber tager kampen op mod “en transatlantisk tsunami” af nye aktører som bl.a. Netflix og HBO, siger Yousees topchef, Niels Breining, til Dagbladet Børsen.

– Vi har fået for mange danske tv-kanaler. Vi har fået spredt interessen og kvaliteterne for meget, siger adm. direktør Niels Breining.

Samtidig går udviklingen hen mod større valgfrihed for forbrugerne. Distributører og kanaler er presset fra politisk hold, men måske i endnu højere grad fra tv-kunder, der så småt begynder at stemme med fødderne.

– Vi er kendt for at levere tre tv-pakker. Det, vi skal finde ud af, er, hvordan vi kan levere mange flere pakker, eller hvordan vi kan tilbyde kunderne at sammensætte deres egne pakker, siger Yousee-chefen.

Den afklaringsproces vil få stor betydning for det danske tv-markeds udvikling. Med ca. 1,1 mio. husstande som kunder er det nemlig den TDC-ejede kabelgigant, der i høj grad definerer udviklingstakten i branchen.

Børsen