Den økonomiske motivation for at gå fra kontanthjælp til en plads på arbejdsmarkedet bliver øget for flere mennesker med den nye skattereform. Det viser en ny analyse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet af reformen, som førstebehandles i folketingssalen i dag.

Analysen viser, at 95.000 personer stadig vil få under 2.000 kr. ud af at tage et arbejde efter reformen, skriver Jyllands-Posten mandag.

Analysen viser således, at skattereformen fjerner 55.000 danskere fra den gruppe uden for arbejdsmarkedet, som Carina-sagen satte fokus på.

– Det har været et af vores mål at nå hertil. Der er mange fordele forbundet med at få et arbejde, hvis man har været på en overførselsindkomst, men det skal jo også kunne mærkes økonomisk. Så det, at skattereformen for flere også betyder, at man får flere penge i hånden – også når man får f.eks. et lavtlønsjob – har været vigtigt for os, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) til Jyllands-Posten.

 

Jyllands-Posten