Et flertal i Folketinget går ind for en opsplitning af Dong Energy i mindst to selskaber:

En statsejet enhed med ansvar for den danske energiforsyning – og et kommercielt selskab med ansvar for eksempelvis Dongs mange havvindmølleparker.

Det skriver dagbladet Børsen.

Hovedformålet er at sikre, at det, der betegnes som “kritisk infrastruktur”, forbliver under statens kontrol. De Konservatives finansordfører, Mike Legarth, mener, at alt det, som ikke falder ind under den kategori, kan lægges over i et privat selskab.

Finansminister Bjarne Corydon (S) afviser forslaget. Det er alt for tidligt at begynde at tale om en opsplitning af Dong, lyder det i et skriftligt svar til Børsen.

Udmeldingen fra oppositionen kommer samtidig med, at Goldman Sachs er på vej ind som aktionær i Dong Energy.

Børsen