Et markant flertal af danskerne er imod kvoter for, hvor mange kvinder der skal sidde i danske virksomheders bestyrelser.

Hele 79,6 procent svarer i en meningsmåling lavet af Rambøll Management/Analyse Danmark for Jyllands-Posten, at de er imod faste grænser for antallet af kvinder i bestyrelseslokalerne.

75 procent af de adspurgte kvinder vil heller ikke have kvoter, mens folk over 65 år er den aldersgruppe med færrest modstandere: Her er “kun” 73,9 procent imod kvoter.

Blandt regeringens egne vælgere er der modstand fra 74,2 procent, viser tallene. Det kommer bag på Caspar Rose, som er professor i selskabsret og corporate governance på Copenhagen Business School (CBS).

– Jeg er overrasket, fordi der har været stor politisk fokus på kvoterne, og det har virket til, at det var en vindersag. Men noget tyder på, at politikerne alligevel ikke har befolkningen med sig, siger han.

 

Jyllands-Posten