Kampagnen ”De 7 tegn”, som Kræftens Bekæmpelse lancerede i januar i samarbejde med reklamebureauet Advice, har skabt fine resultater.
Formålet med kampagneindsatsen var at få danskerne til at gå tidligere til lægen, når de oplever symptomer, der kan være tegn på kræft, og satsningen har haft rigtig god effekt, fortæller Mette Marie Espersen, der er seniorprojektleder i Kræftens Bekæmpelse:
– Med en 0-punktsmåling og tre postmålinger over en periode på ¾ år har vi virkelig kunnet følge effekten af de forskellige indsatser. Og vores evaluering viser, at 50 procent i målgruppen holder mere øje med symptomer end før, og en stor andel angiver endda, at kampagnen har fået dem til at søge læge med konkrete symptomer. Det er meget positivt, siger hun.
Og der er behov for indsatsen, for danske kræftpatienter lever ikke så længe som kræftpatienter i Norge og Sverige.
– En af forklaringerne er, at for mange kræftdiagnoser i Danmark stilles for sent, og derfor er det vigtigt, at danskerne bliver bedre til at gå tidligt til lægen og lærer de 7 mest almindelige tegn på kræft at kende, lyder det fra Kræftens Bekæmpelse.
Indsatsen fortsætter
Kampagnens første fase bestod blandt andet af TV, onlineannoncering, SoMe, tekst-tv, husstandsomdeling, strategiske samarbejder med 3F – og ikke mindst en forrygende indsats fra Kræftens Bekæmpelses mange frivillige.
Og Birte Darting Biker, director i Advice, sætter ord på nogle af årsagerne til de fine resultater:
– En dyb målgruppeforståelse og et enkelt kampagnekoncept kombineret med en finmasket budskabs- og kanalstrategi, har givet gode resultater. F.eks. har et samarbejde med 3F fået kampagnen helt ud på arbejdspladserne, fortæller hun.
En del af midlerne fra ”Knæk Cancer 2015” gør det muligt at fortsætte ”De 7 tegn” med nye integrerede kampagnespor, som skal øge symptomkendskabet yderligere og vedvarende sætte fokus på, hvor vigtigt det er at gå til lægen i tide, oplyser Kræftens Bekæmpelse.
Advice fortsætter som bureau på kampagnen, og IUM, der har stået for mediedelen, fortsætter også.
Se eller gense – de to kampagnefilm her.
Kortslutningen
Punkteringen