FLSmidth sætter trumf på i jagten på at overtage den australske producent til mineindustrien Ludowici. Efter at være blevet presset ud i en budkrig løfter FLS nu sit bud og er klar til at betale 2,2 mia. kr. for selskabet. Som ventet vælger FLSmidth at overgå det købstilbud, som Weir Group overraskende lagde på Ludowici på 1,77 mio. kr. FLS vil i stedet for Weirs 7,92 australske dollar pr. aktie betale 10 australske dollar pr. aktie. Det svarer til 358 mio. australske dollar (2,2 mia. kr.) på gældfri basis. Den særlige købsaftale med Ludowici krævede kun, at FLS som minimum matchede buddet fra Weir. FLSmidths nye bud er 650 mio. kr. mere end det oprindelige, indikative bud fra januar og svarer til en præmie til Ludowicis aktionærer på hele 186 pct. i forhold til markedsværdien før budkrigen.
Analytikerne havde varmet op til et modbud fra FLS, da overtagelsen af Ludowici trods den høje præmie ligner et godt køb med attraktive perspektiver for FLSmidths mineralforretning.
Med den særlige købsaftale efter australsk lov bibeholder FLS retten til at minimere prisen på de 2,2 mia. kr. med det eventuelle udbytte, som Ludowici måtte vælge at udbetale til aktionærerne for overdragelsen af ejerskabet. Det nye købstilbud på 10 australske dollar pr. aktie er ikke længere betinget af en tilfredsstillende due dilligence, så FLS må ikke have fundet noget i Ludowicis regnskabsbøger, de ikke kunne acceptere.