FLSmidth Automation, en selvstændig division i FLSmidth koncernen, har valgt Klausen + Partners til en international kampagne for sine løsninger indenfor proceskontrol og automatisering
En individualiseret lead-genereringskampagne sammen med en specielt udviklet web-løsning skal skabe interesse og involvering ved at give kunderne mulighed for selv at afprøve fordelene i en cementfabrik-simulator på nettet. Derudover skal nyudviklede salgsværktøjer efterfølgende skabe et fundament for at videreføre dialogen.
– Denne form for global dialogkampagne er en helt ny og spændende udfordring for os, siger Peter Harrig Nielsen, General Manager Sales hos FLSmidth Automation.
FLSmidth Automation har gennem mange år udviklet totale softwareløsninger, som automatiserer alle områder af cementfabrikken. Fokus er i dag på avancerede løsninger, der giver kunderne en konkret konkurrencefordel, og seneste nyudvikling er ECS/ProcessExpert. Denne løsning er en videreudvikling af firmaets ekspertsystem, som består af en værktøjskasse og en række specifikke applikationer. Dette gør, at ECS/ProcessExpert kan løse en lang række af kundernes vidt forskellige behov med mulighed for udvidelser og opgraderinger i takt med deres voksende behov.
– Den overordnede udfordring er at profilere FLSmidth Automation som en ledende teknologisk udbyder af avancerede og dedikerede ekspertsystemer i et marked, som i stigende grad præges af standardsystemer. Vi skal skabe interesse blandt internationale beslutningstagere og rådgivere både for løsningens unikke fordele og for FLSmidth Automations specielle kompetencer og erfaring,” siger Hans-Henrik Søndersted-Olsen, administrerende direktør hos Klausen + Partners. ”Den kommunikative udfordring består i at fastholde en længere dialog med beslutningstagere på alverdens cementfabrikker. Og skabe en øget interesse indenfor området.
Kampagnen skal rulles ud i foråret 2006.