Den massive overkapacitet i det nordiske luftrum forstærkes næste år og sender ifølge flere eksperter de i forvejen historisk lave billetpriser længere ned, skriver Børsen.
Vurderingen kommer efter at SAS’ værste konkurrent Norwegian torsdag varslede yderligere kapacitetsforøgelser på 20 pct. i 2011. SAS er fast besluttet på at holde sin markedsandel og kan derfor også tvinges ned i pris.
– Grundet den øgede konkurrence og den ekstra kapacitet, der nu sættes ind fra de største selskaber, intensiveres konkurrencen til fordel for forbrugerne med lavere priser. Jeg vurderer, at billetpriserne falder yderligere 10 pct. i 2011, siger Ole Stouby, der er adm. direktør for rejsesøgemaskinen Travelmarket. På grund af finanskrisen faldt priserne på flybiletter dramatisk gennem 2009. Til stor rædsel for branchen er de fortsat nedad i år, der forventes at blive et historisk lavpunkt for prisen på flybilletter.
– Jeg tror, at priserne bliver lavere næste år, selv om vi allerede er på et historisk billigt niveau i 2010, siger Ole Stouby.